Skanderborg Museum
Adelgade 5, 8660 Skanderborg
Tlf. 8652 2499, Fax 8652 1198
email: info@skanderborgmuseum.dk


FORSKNING | ARTIKLER



En pragtkniv og andre ting fra dagliglivet på Øm

Arbejder af hvalrostand, ben og tak fra udgravningerne af Øm Kloster

Denne artikel er et uddrag af bogen: "Øm Kloster - Kapitler af et middelalderligt cisterciencer-abbedis historie". Redigeret af Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen. Udgivet af Øm Kloster Museum. I kommission hos Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Af Museumsleder Helle Reinholdt, Skanderborg Museum

Indledning

Udgravningen af Øm Kloster gav en række fund, som fortæller om munkenes dagligdag. Mange af fundene kendes også fra andre middelalderlige sammenhænge, men en lille gruppe genstande af tand, knogle og tak har i særlig grad bragt os tæt på livet i klosteret. Ikke blot afspejler de gudstjeneste, bøn og arbejde – de fortæller også om munkenes bogproduktion, om deres måltider, personlige pleje og tidsfordriv. 1

De fleste ting af tand, knogle og tak stammer fra udgravningerne i 1970’erne og i årene 1994-96, og her kender vi det nøjagtige fundsted. Om andre fund ved vi blot, at de er indsamlet inden for klosterområdet – her har vi kun i nogle tilfælde oplysninger om, hvor på klosterområdet, de er dukket op. Det gælder også for flere af de genstande, der blev fundet under de første arkæologiske undersøgelser på klostertomten i begyndelsen af 1900-tallet. 2

Denne gennemgang præsenterer udvalgte eksempler af de genstande fra Øm, hvor tand, ben og tak er benyttet, men må ikke opfattes som en fuldstændig gennemgang af denne gruppe fund.

I en del tilfælde kan genstandene dateres ud fra den sammenhæng, de er fundet i, medens andre er dateret ud fra stilistiske træk og kendt typologi.

Knive til forskelligt brug

Forskærerkniv med skaft af hvalrostand

Der er fundet tre knive – eller fragmenter af knive – med skaft af tand og ben. En kniv med skaft af hvalrostand, der er udskåret som en bispefigur, påkalder sig særlig opmærksomhed.

 
Ill. 1: For- og bagside af bispefiguren i hvalrostand. Knivskaftet viser mange detaljer.
Foto: P.Delholm, Moesgård>

Knivens samlede længde er 25,5 cm. Spidsen mangler på det meget medtagne knivsblad, der er mønstersvejset. Angelen (angelen er en forlængelse af knivsbladet, beregnet for fastgørelse af skaftet) går helt igennem skaftet og er rustet til for enden. Skaftet er stærkt udhulet og har en lodret revne. Det bærer tydelige tegn på brug. Især den yderste del med figurens hoved er slidt, men bispefiguren har bevaret mange tydelige og oplysende detaljer: Figuren viser en stående biskop, én face og i fuldt ornat. Han er iklædt en fodlang messeskjorte (latinsk: alba) med stor vidde forneden og lange, snævre ærmer. Herover bærer han en stola, et langt, bredt bånd, der bæres om halsen og hæftes lodret foran på messeskjorten. Stolaens ender ses nederst over messeskjorten. Over messeskjorte og stola ses den såkaldte dalmatica, en kjortel med vide ærmer. Øverst bæres enten en ærmeløs messehagel (casula) eller måske snarere en korkåbe (pluviale), som mod middelalderens slutning synes at have afløst messehagelen som biskoppens fornemmeste liturgiske dragt. Den middelalderlige korkåbe kendetegnes netop ved de fine borter på åbningen foran og en hætte på rygsiden, som også ses på figuren. På hovedet bærer bispen en bispehue (mitra). Denne er forsynet med en vandret bort, og bagtil ses to karakteristiske bånd (infulae) som er hæftet til bispehuen.3 Figuren holder en bispestav i venstre hånd og løfter den højre i en velsignende gestus.

Den fornemme kniv med skaft i hvalrostand og mønstersvejset blad må på grund af sin størrelse anses for at være en forskærerkniv. En sådan kniv med det usædvanlige skaft har uden tvivl påkaldt sig opmærksomhed ved munkenes bord, men skaftets form indebar på den anden side, at kniven har været vanskelig at bruge.

Kniven er fundet under de arkæologiske undersøgelser i 1996, i fyldjord, der er blevet påført, da man i 1495 ændrede forløbet af den kanal, der strømmede under den formodede hospitalsbygning. Kniven er dermed ældre end 1495, og skal på grund af sin stil formentlig dateres til engang i højmiddelalderen.

Knivskafter af ben

To andre knive har skafter af ben:


Ill. 2: Forskærerkniv i hvalrostand, kniv og knivskaft i ben. Foto: P.Delholm, Moesgård
 

Den en er en næsten intakt kniv med benskaft, og måler 13,2 cm. Det tynde blad har vandret æg, skrånende ryglinie og en angel, der går helt igennem skaftet. Skaftet, som udgøres af to benskinner med tre nittehuller, er dekoreret med krydsende bølgelinier i et zigzag mønster. Den smukt udførte lille kniv kan ikke dateres nærmere end til tiden efter 1300, hvor knive med pånittet skaft blev almindelige.4
Den anden er et knivskaft af ben med angel hele vejen igennem skaftet. Det består af to benskinner, der holdes fast af fem kobbernitter. Skaftet er pyntet med beslag af kobber og har en indgraveret midterrille på langs. Knivskaftet er fundet i et vandførende lag fra den yngste kanal, der passerede under den formodede hospitalsbygning, og hvis funktionsperiode har strakt sig fra 1495 til klostrets nedbrydning i 1561.
Det kan ikke afgøres, om de to knive har været benyttet til spise- eller arbejdsbrug.

Nål og tråd i klostret

Nåle

Nåle af ben og tak er repræsenteret ved fire eksemplarer (se ill. 3): To nåle af ben, begge med ovalt tværsnit og lige afsluttet hoved med boret øje. Den ene nål måler 10,2 cm og er intakt med spids. Den anden er 7,8 cm lang og mangler spidsen. En nål af tak har tilspidset hoved med udskåret øje. Spidsen mangler. Endelig en 3 cm lang, nålelignende genstand uden øje.

Nåle af ben og tak forekommer almindeligt i fund fra middelalderen, men det er ikke lykkedes at konstatere en typologisk eller kronologisk udvikling inden for denne fundgruppe.5 Deres varierende udformning er utvivlsomt et udtryk for forskellige funktioner, såsom nålebinding (en tidlig form for "strikning"), fletning eller vævning – hvor de for eksempel kan være brugt som væveskyttel.6

Nålehus

Blandt fundene fra Øm er et nålehus af ben. Det er 7,7 cm langt og af cylindrisk form med en største diameter på 1,1 cm. Nålehuset er drejet og har i begge ender haft et løst låg, der kunne skrues på ved gevind. Kun det ene låg er bevaret. Det er konisk og forsynet med koncentriske riller. Selve nålehuset er dekoreret med omløbende bånd af brede og smalle riller.

Det smukt udførte nålehus har et vist håndværksmæssigt slægtskab med en pergamentprikker fra Øm (se nedenfor). Nålehuset er et løsfund, der blev gjort i 1994 umiddelbar syd for Øm klosters sydfløj. Det må anses for at være middelalderligt, men kan ellers ikke dateres nærmere.

   

Ill. 3: Fornemt nålehus i ben. Nålene er af ben og tak.
Foto: P.Delholm, Moesgård

 

Personlig pleje

Kamme

Kamme er repræsenteret med tre stykker, der alle er sammensatte dobbeltkamme af ben:


Ill. 4: Kamme af ben og øreskeer af tak.
Foto: P.Delholm, Moesgård
   

To kamme med længder på henholdsvis 6,3 og 6,9 cm har lige afsluttede endeplader, der sammen med mellem-plader holdes fast af to rektangulære skinner med fire kobbernitter. Skinnerne er forsynet med to randfurer. En kam har dobbeltbuede endeplader, der har været dekoreret med punktcirkler.

En bred skinne med rektangulært tvær-snit er forsynet med seks parvist pla-cerede kobbernitter og dekoreret med fem langsgående riller.

 

Alle kammene er af den sædvanlige middelalderlige type med såvel fine som grove tænder. Udsavningen af tænderne ses tydeligt på begge sider af skinnen. Sådanne tættekamme er den dag i dag effektive i bekæmpelse af lus.

De tre kamme med rette endeplader er af en type med en lang funktionstid, fra 1100-tallet til begyndelsen af 1400-tallet.7 Også kammen med dobbeltbuede endeplader er af en type med lang levetid, fra midten af 1100-tallet til slutningen af 1300-tallet.8 Kammene fra Øm kan ikke dateres mere præcist inden for disse tidsangivelser.

Øreskeer

Øreskeer kendes i tre eksemplarer, samtlige skåret i tak (se ill. 4 ): To øreskeer har skafter på 8,5 og 7,3 cm og et lille, fint skåret blad. Skaftet er muligvis ikke bevaret i sin fulde længde. Desuden findes et fragment på blot 2,8 cm. Skeen har et fint skåret blad, og skaftet, der er afbrudt, er forsynet med fint skårne hak og profileringer.

Alle øreskeer er fundet i det vandførende lag i den yngste kanal under klostrets formodede hospitalsbygning, der er dendrokronologisk dateret til 1495. Skeerne kan således tidsfæstes til perioden 1495–1561, hvor Øm kloster bliver nedbrudt.

Sådanne små skeer betegnes normalt som øreskeer.9 Indtil videre synes den bedste forklaring på deres anvendelse nemlig at være, at de var til toiletbrug, eksempelvis til rensning af ører.

Bog og skrift

Pergamentprikker

Til genstandene af ben hører et enkelt instrument, der formentlig har været anvendt i forbindelse med klosterets arbejde med manuskripter. Det er en såkaldt pergamentprikker, en 9,7 cm lang, drejet genstand af ben med en spids af jern (se ill. 5). Hovedet er fornemt profileret, og skaftet er forsynet med fire bånd, hver med tre omløbende riller.

Redskabet har sandsynligvis været benyttet, når man skulle lave hjælpelinjer, der lettede skrivearbejdet på pergamentsiderne. Det har dog også en vis lighed med en stylos – det skriveredskab, man brugte, når man skrev på en vokstavle.

Pergamentprikkeren kan på baggrund af fundsammenhængen dateres til slutningen af middelalderen.

    
Pergamentprikker af ben. Tegning: Leif Plith Lauridsen
Ill. 5

Gudstjeneste og bøn

Perler

Fem små perler af ben blev i 1904 fundet "ved Skelet i Øm Kloster" sammen med syv andre perler af henholdsvis glas, rav og muligvis horn. Der er antagelig tale om perler fra en rosenkrans – altså en bedekrans, som man lod glide gennem fingrene under bøn. Hver af perlerne repræsenterede en bøn (se i øvrigt Lene Mollerup). Benperlerne har sider på 0,5-1,1 cm og basis på 0,5 cm.

Tidsfordriv

Terninger

Fundmaterialet omfatter fire terninger af tak og ben samt et stykke forarbejde til en terning i tak (se ill. 6).


Ill. 6: Spillebrik, terninger og halvfabrikata til
fremstilling af terninger.
Foto: P.Delholm, Moesgård
   

To små terninger i ben har en side på 0,9 cm, mens en terning har en side på 0,7 cm. En terning i tak har sider, der måler 1,0 cm. Punktcirkler danner ter-ningernes øjne.

Den mindste terning af ben og terningen af tak har modstående øjne, som tilsammen giver den klassisk romerske værdi syv, ligesom moderne terninger. De øvrige to har værdien tre-syv-elleve, hvor de modstillede øjne viser 1-2, 3-4 og 5-6. Dette system ser ud til at forsvinde ved middelalderens slutning.10

Et takstykke må tolkes som halvfabrikata til terningefremstilling. Yderst på det stavformede stykke er savet ud til en kubisk terning. Man har valgt at sætte et øje på de fem sider inden afskæringen. Selv om der her muligvis er tale om et prøvestykke, er det interessant og vel en antydning af, at en egentlig fremstilling af terninger også kan have fundet sted i klostret.

Mindst én terning og halvfabrikatet er fundet i det vandførende lag, der hører til hospitalet og den yngste kanalføring. Disse dele må være havnet i kanalen mellem 1495 og 1561.

Diverse spillebrikker

Spillebrikkerne omfatter en flad spillebrik, et par knogler med indstøbt bly og en skakbrik (se ill. 6 og 7):

En cirkulær, flad spillebrik er af ben, 4,1 cm i diameter og med hul i midten samt koncentriske cirkler. Om spillebrikken vides kun, at den er fundet på Øm. Spillebrikker af denne type er meget almindelige i middelalderlige fund.11

To fodrodsknogler med indstøbt bly skal muligvis tolkes som rekvisitter til knogle-spil. Lignende knogler, også med indsat tyngde, kendes fra Ålborg og en række andre byer, hvor de er dateret til den ældre middelalder.

    
Ill. 7: Skakbrik, to knogler med indstøbt bly, antage-
ligt brugt til spil. Øverst ses halvfabrikata til frem-
stilling af terninger. Foto: P.Delholm, Moesgård
 

Knoglerne kan være benyttet som en slags kastespil i lighed med det middelalderlige astragalspil (astragalos er det græske ord for det lille fodrodsben) og vore dages "Kaste gris", hvor de enkelte sider har bestemte værdier.12

En skakbrik af hvalrostand. Den 4,4 cm høje springer er udformet som et naturalistisk hestehoved på en konisk, drejet fod. Skakbrikken bærer præg af flittig brug og har enkelte småskader, men må i øvrigt betegnes som et særdeles smukt og velbevaret arbejde.

Skakspillet kom antagelig til Danmark omkring 1200, og middelalderen igennem kendes to stilistiske hovedlinier, hvad angår brikkernes udseende, nemlig den abstrakte, arabiske form og den naturalistiske, europæiske form. Fra danske jordfund kendes en del middelalderlige skakbrikker af ben og især af den kostbare hvalrostand, der var samtidens eksotiske eksportvare fra Grønland og det nordligste Skandinavien.13 Den fornemme, naturalistiske springer fra Øm er et løsfund fra den østre kanal, der løb få meter øst for klostret. Skakbrikken må formodes at være fra et tidspunkt efter 1200, men kan ellers ikke dateres nærmere inden for middelalderen.

Genstande til forskellig brug

Armbrøstnød

Et fragment af en armbrøstnød af ben (en del af affyringsmekanismen i en armbrøst - når man spændte armbrøsten, fæstnede man strengen i nødden, som kunne drejes ved hjælp af en udløser) afspejler næppe våbenbrug i tilknytning til klostret, men snarere brug af armbrøsten i forbindelse med jagt. Armbrøstnødden kan ud fra den arkæologiske kontekst dateres til tiden efter 1495.
 

Knager


Ill. 8: To knager i tak. Foto: P.Delholm, Moesgård
    

To knager i tak (se ill. 8). Hjortegevirets takker har været oplagte som knager. Den største knage er forsynet med et hul, vel til fastgøring på væggen, og er på den ene side af spidsen dekoreret med et indhugget savtakmønster.
Begge knager kan ud fra fundsammenhængen dateres til tiden mellem 1495 og 1561.

Mellemfodsben med hul

En særlig genstandstype, mellemfodsben af husdyr med udboret hul i langsiden, er repræsenteret ved tre eksemplarer. Knoglerne måler 7,6 og 5,6 cm. En af knoglerne har et indskåret mønster i den ene ende og har formentlig været brugt som stempel.

Denne genstandstype forekommer almindeligt i middelalderfund i Nord-europa. Knoglerne kan have fungeret som trådruller, amuletter, fløjter eller instrumenter, der kunne svirre på en snor og fremkalde brumme- eller summelyde (se ill. 9). Måske afspejler de musikudøvelse i klosteret?14

      

Ill. 9: Knogle med snor som musikinstrument?
Efter Lawson (1995)

 

Halvfabrikata og genstande til ukendt brug

Fundmaterialet fra Øm rummer flere stykker af knogle og hjortetak med savspor, som sammen med halvfabrikata viser, at genstande af tak og ben blev fremstillet i klostret. En fabrikation af spilleterninger på Øm er allerede nævnt. I genstandsmaterialet indgår desuden en del fragmenter og hele stykker af ben og tak, hvis funktion er usikker. Flækkede benstykker med profileringer og naglehuller kan være dele af skafter. Slidspor på et afsavet ribben tyder ligeledes på anvendelse af en eller anden art.

 

Sammenfatning

De omtalte genstande af tand, tak og ben udgør en meget lille fundgruppe af det samlede materiale fra Øm Kloster, der består af flere tusinde genstande. Bortset fra enkelte genstandsgrupper, rosenkransperlerne og pergamentprikkeren, adskiller fundbilledet fra Øm sig ikke væsentligt fra det, der kendes fra mange byer og borge.

Materialet af tand, tak og ben fra Øm Kloster lider generelt ved, at en del er ældre fund samt løsfund, løsrevet fra en arkæologisk kontekst. Dette vanskeliggør en datering af den enkelte genstand og betyder, at fundgrupperne ikke kan behandles kronologisk. Det udgravede materiale stammer fra niveauer under daværende gulve, fra fyldmasser hentet andetsteds fra og fra nedbrydningslag. Af den grund kan de allerfleste genstandene ikke knyttes til bestemte rum i klostret.

På trods af disse mangler og begræns-ninger giver genstandene i tand, tak og ben alligevel et indblik i dele af det daglige liv i klostret, såvel det, der angik den enkelte munk – bl.a. den personlige pleje – og den del, der vedrørte munkenes fælles opgaver under mottoet "bed og arbejd". Om spillebrikkerne stammer fra folk der har gæstet klosteret, eller snarere skal tolkes sådan, at munkene indimellem fordrev tiden med at spille terning og skak og dermed ikke blot så stort på kirkens forbud mod hasard, men også den hellige Bernhard af Clairvaux’ ordens-regler – ja, derom kan man kun gætte!

    

Ill. 10: Terningespillere.
Efter Olaus Magnus, 1555, (1976)

 

 

Noter:

  1. En oversigt over livet i de øvrige østjyske klostre kan læses i Kristensen, (1997).
  2. Materialet findes på Moesgård Museum under j.nr. M2, på Skanderborg Museum under j.nr. SBM 484 og på Øm Kloster Museum med forskellige referencer: D, 1, II, IX og ØM. Desuden genstande uden museumsnummer. Artiklen beskriver følgende genstande: Knive: SBM484x598, 1.68, SBM484x925. Nåle: M2CA140, M2EB38, SBM484x638, SBM484x600. Nålehus: ØM 819. Kamme: M2BEU5, to kamme uden nr. Øreskeer: SBM484x596, SBM484x597, SBM 484x599. Pergamentprikker: SBM484x230. Perler: D5801. Terninger: SBM484x25, M2DB87, M2CAX6, SBM484x617, SBM484x625. Spillebrikker: IX.13, M2EA12, M2BES22, II.11. Armbrøstnød: SBM484x658. Knager: SBM484x604, SBM484x626. Mellemfodsben med hul: II.22, SBM484x632, SBM484x803. Halvfabrikata og til ukendt brug: SBM484x782, SBM484x511, SBM 484x938, SBM484x802, SBM484x970, II.37, II.30. Genstandene er materialebestemt på Konserveringen, Forhistorisk Museum, Moesgård.
  3. KLNM (1957-1978). Artiklen Liturgisk dräkt.
  4. Kock, (1992), s. 417; Jantzen, (1998), s. 193.
  5. F.eks. i materialet fra Århus Søndervold og fra Viborg Søndersø. Andersen, (1971), s. 109-111; Christensen, (1998), s. 138.
  6. Forslag som væveskytteler: Blomqvist & Mårtensson, (1963), s. 176; Forslag som nålebindingsredskab: Lindström, (1976), s. 275-278. Desuden: Christensen, (1998), s. 138.
  7. Bl.a. i Århus Søndervold i begyndelsen af 1200-tallet til begyndelsen af 1300tallet: Andersen, (1971),s.152 -154; I Slesvig fra 1100-tallet: Ulbricht, (1984), s.52; i Lund fra begyndelsen af 1200-tallet til slutningen af 1300-tallet: Blomqvist, (1942), s. 154: i øvrigt hos Christensen, (1998), s. 132.
  8. En udførlig oversigt over dateringen af kamme med dobbeltbuede endeplader ses hos Christensen (1998) s. 133.
  9. Øreske: NoRM (1983); Grieg (1933), s. 244.
  10. Persson, (1976), s. 379-382; Ullbricht, (1984), s. 59.
  11. Kock, (1992), s. 433; Grieg, (1933), s. 257-260; Persson, (1976), s. 379-382. Desuden oversigt i Kristiansen, (1997).
  12. Kock, (1992), s. 433-434; Nielsen og Madsen, (1981), s.16-17.
  13. Liebgott, (1985), s. 77-85; Materialet hvalrostand er udførligt beskrevet hos Roesdahl, (1995).
  14. Trådrulle, brummer, fløjte: NoRM, (1983); Amulet: Blomqvist & Mårtensson, (1963), 209 -210.
FORKORTELSER OG LITTERATUR >>

 

Skanderborg Museum | Information | Arrangementer | Faste udstillinger
Særudstilinger | Forskning | Kontakt | English