Øm Kloster Museum
Munkevej 8, Emborg
8680 Ry
Tlf. 8689 8194
E-mail: klm@ecomuseum.dk


FORSKNING | ARTIKLER | LITTERATUR



Storheden før faldet - Øm Kloster på reformationstiden

Denne artikel er et uddrag af bogen: "Øm Kloster - Kapitler af et middelalderligt cisterciencer-abbedis historie". Redigeret af Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen. Udgivet af Øm Kloster Museum. I kommission hos Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Af Bo Gregersen

Udforskningen af de middelalderlige herreklostre1 har indtil nu primært været koncentreret om klostrenes grundlæggelse, deres konsolidering og spredning samt om de konflikter, der opstod under kirkekampene i 1200-tallet.2 De danske klostres skæbne under den protestantiske reformation og tiden omkring denne har kun i begrænset omfang været i forskernes interessefelt. Dette gælder også for Øm Kloster, idet der på trods af store udgravninger af senmiddelalderlige bygninger3 og et stort kildemateriale af skriftligt art, næsten intet er skrevet om klostret på reformationstiden.4 Det er derfor på tide, at de danske klostres historie i 1400- og 1500-tallet tages op til behandling, herunder også Øm Kloster.

I dette kapitel vil der blive fokuseret på cistercienserklostret Øm og dets ekspansion i perioden op mod reformationen og de problemer og muligheder, reformationen medførte for Cara Insula og dets beboere. Blev klosterlivet lagt for had,5 var der tale om større omvæltninger, eller spillede årstallet 1536 en mindre rolle for klostret og dets beboere, end man tidligere har erkendt? Det er håbet, at kunne bidrage med et tværfagligt case-study af Øm Kloster, der kan være med til at belyse nye sider af reformationstidens Danmark ved hjælp af skriftligt og arkæologisk kildemateriale.

1500-tallet har længe været anset for at være en af de mest begivenhedsrige perioder i Danmarkshistorien, præget af konflikter mellem forskellige sociale grupper og af konflikter mellem forskellige religiøse tolkninger. Konflikterne mellem katolikker og protestanter delte Europa, og i Danmark førte de til en borgerkrig, der har fået navnet Grevens Fejde. Denne opstand stod på mellem 1531 og 1536, og midt i konflikterne mellem de mange alliancer og forbindelser, stod Øm Kloster som en institution ledet af abbeden, som et fællesskab af munke og som et af Midtjyllands største bygningskomplekser.

Klostret var i starten af 1500-tallet en stor og velfungerende organisation, og vi vil derfor først se på, hvorledes klostret ekspanderede op mod reformationen for at belyse den historiske baggrund.

Øm Klosters ekspansion

Efter de store konflikter i 1200-tallet (behandlet af Brian P. McGuire) var der ikke ressourcer til at færdiggøre det firfløjede klosteranlæg, som Susanne Gram har vist i sin analyse af udgravningerne i 1970’erne.6 Langt den største bygningsmasse kom til i 1400-tallet og starten af 1500-tallet, og klostret må derfor havde været inde i en form for ekspansion.7 Forklaringerne på denne ekspansion er mange, men i det følgende vil jeg særligt omtale fire: de store jordejendomme, forholdet til aristokratiet, markedsbyen Rye og klostrets abbeder.

Gennem hele klostrets ca. 400-årige eksistensperiode havde munkene i Øm modtaget sjælegaver bl.a. i form af jordegods. Antallet af ejendomme, der kom i klostrets besiddelse var dog ikke jævnt fordelt igennem den middelalderlige periode. I klostrets grundlæggelses- og konsolideringsfase fra 11658 til 1189 modtog munkene således hele 102 ejendomme, mens klostret i den lange periode fra 1189 til 1430 kun øgede jordmassen med 89 ejendomme, der især kom til i slutningen af perioden med hele 54 ejendomme i perioden 1310 til 1430. Herefter fik klostret i den relativ korte periode mellem 1430 og reformationen 51 ejendomme, så det samlede antal kom op på 242.9 Der var altså ingen påviselig stagnation i donationerne op mod reformationen, tvært imod. Disse ejendomme var især samlet omkrig tre knudepunkter, nemlig omkring klostret selv, ved Lystrup nær Århus og på Djursland (se ill. 1).


Ill. 1. Øm Klosters besiddelser i middelalderen

I klostrets nærområde var der tale om store besiddelser i området nord for Mossø og øst for Gudenåen, og man ejede f.eks. alle 16 ejendomme i markedsbyen Rye.10 Det var dog ikke kun i landområderne, klostret ejede jord. Også i de større handelsbyer som f.eks. Ålborg og Horsens, havde klostret ejendomme, som formodentlig blev brugt til forskellige handelsaktiviteter.11

Disse 242 ejendomme var tilkommet klostret gennem mageskifter og gennem sjælegaver til klostret fra det østjyske aristokrati. Ofte ønskede disse godsejere begravelsesplads i klosterkirken eller på klostrets kirkegård beliggende nord for selve anlægget, hvor de nu genfindes ved arkæologiske udgravninger.

Disse mænd kan kendes idet de ofte fik deres fornemme sværd med i graven. To sådanne gravsværd er fundet ved Øm Kloster. Det ene blev fundet i 1977 på den nordre kirkegård og var fra tiden omkring 150012 og det andet blev fundet i klosterkirkens højkor og var fra 1300-tallet.13 Der er også andre genstande fra de arkæologiske udgravninger, der vidner om kontakten mellem aristokratiet og Øm Kloster. På klostertomten og i grave er der fundet et fragment og tre intakte signeter, der vidner om disse relationer. To fra slægten Rostrup (en intakt og et fragment),14 en der har tilhørt væbner Stig Nielsen,15 og en hvor motivet ikke kan fastslås.16 Ivar Rostrup donerede i 1349 en gård i landsbyen Flensted i Gjern herred til klostret,17 og i 1403 er det Gotskalk Rostrup, der giver munkene alt sin jord, skov og mark i Skæring sogn, Lisbjerg herred.18 Men også senere i 1400-tallet er der kontakt mellem denne familie og klostret, idet en Laurits Rostrup i 1489 optræder i et brev, hvor man enedes om en skeldragning.19 Væbneren Stig Nielsen kender vi også fra denne periode, idet han i 1489 og 1497 omtales som forpagter på godset Vengegård.20 Ud over disse kontakter havde klostret tæt tilknytning til familien  Rosenkrantz,  der i slutningen 

    

Ill. 2. Epitafium i Hornslet Kirke sat af Jørgen Rosenkrantz over sine forfædre Otto Holgersen, død 1525, til venstre og Holger Eriksen Rosenkrantz, død 1496, til højre.
Foto: Mia Bøgebjerg/Bo Gregersen

af middelalderen var ved at udvikle sig til en af de mægtigste slægter i Østjylland.21 Første gang vi hører om denne forbindelse, er i Holger Eriksen Rosenkrantz’ testamente, dateret 1. oktober 1495. Klostret indtager her ikke en fortrinsstilling, men betænkes på linje med andre gejstlige institutioner, og får ligesom Skt. Sørenskirken i Rye, en okse.22 Testamentet blev lavet i rette tid, idet Holger Eriksen døde året efter, hvilket ses af et epitafium i Hornslet kirke, sat af Jørgen Rosenkrantz til minde over faderen Otto Holgersen og farfaderen Holger, død 1496 (se ill. 2). Forbindelsen mellem klostret og familien ses også af de forhandlinger, der i 1501 foregik angående skeldragninger på Djursland mellem landsbyen Rosmus og herregården Bjørnholm, der var ejet af Erik Ottesen Rosenkrantz; barnebarn til Holger Eriksen Rosenkrantz. Sagen blev afgjort den 23. juni, hvor abbed Søren af Øm skriver, at man har nået en enighed angående skellet.23 Samme år skøder Erik sine jorde på Djursland i Skæring og Ålsø sogne til klostret, og forbindelsen mellem familien og klostret holdes ved lige.24 Det gør den også efter reformationen, idet Holger Rosenkrantz i 1560 blev lensmand på det sekulariserede kloster, og dermed kom til at tage vare på de jorde og andet gods familien Rosenkrantz og andre adelsslægter havde doneret til klostret.25


Ill. 3. Tegning af markedsbyen Rye fra Resens Atlas fra 1677 med nord til venstre. Rye og Skt. Sørens Kirke ses, som de formodentlig så ud i midten af 1660'erne, med bakkerne øst for byen, hvoraf en blev brugt til byens galge. Den store pilgrimskirke havde oprindeligt korsarme og var, da den stod færdig lige inden reformationen, 54 meter lang i udvendige mål. Efter DK 1992.

En af de andre forklaringer på Øm Klosters ekspansion skal søges i markedsbyen Rye, der ligger ca. tre km øst for klostret (se ill. 3). Byen blev i løbet af 1400-tallet til et betydeligt center for pilgrimme, idet der i byens vestre udkant sprang flere kilder, der blev anset for at være hellige. Der blev hvert år afholdt mindst tre kildemarkeder i dagene omkring den 1. maj, 14. september og 23. oktober og byen fik købstadslignende status med eget birketing og deraf følgende indtægter for byens ejer: Øm Kloster.26

Som det centrum for det midtjyske Rye var, var det naturligt, at den jyske adel afholdt møder i byen. Dette gjaldt også for det møde, der den 4. juli 1534 blev afholdt i Skt. Sørens kirke, og som skulle få landspolitiske konsekvenser (se ill. 4). Danmark stod på dette tidspunkt uden konge, idet Frederik 1. var død i april måned 1533, og rigsrådet skulle nu finde en ny regent. Der blev indkaldt til møde i København i juni/juli 1533, men på grund af intern uenighed i rigsrådet blev valget udsat et år. Oprør brød ud på Sjælland efter det fejlslagne møde i København, men det nåede ikke til Jylland, og sådan var situationen, da de jyske rigsråder mødtes i Rye. Danmark var på dette tidspunkt et valgkongedømme, og det var  op  til  rigsrådet, der bestod af ca.

    

Ill. 4. Skt. Sørens Kirke set fra nord som arkitekt Hack Kampmann i 1911 forestillede sig den med et nyt tårn. Efter reformationen gik kirken nemlig i forfald, og både tårn og korsarme blev revet ned. Det nye tårn, som ses i dag, blev opført 1911 til 1912. Efter DK 1992.

50 mænd fra de aristokratiske kredse heriblandt katolske biskopper og abbeder, at vælge en ny konge.27 Tre kandidater var på tale: Frederik 1.’s søn, den 12-årige hertug Hans, den afsatte konge Christian 2. på 53 år og den 30-årige hertug Christian fra Haderslev. Hertug Hans havde den fordel, at han ville behøve en formynderregering, som adelen kunne kontrollere, men på den anden side havde han ingen militære styrker. Den afsatte Christian 2. havde én gang i perioden mellem 1513 og 1523 vist, at han ikke efter aristokratiets mening kunne bruges som regent, og så var der hertug Christian tilbage. Han var overbevist Lutheraner og havde fået sin religiøse skoling bl.a. under et ophold i Worms, hvor han formodentlig havde hørt Martin Luther tale.28 I 1528 havde han lavet en reform efter Lutheranske principper i sit nordslesvigske hertugdømme, og der regerede han i øvrigt som reformationsfyrste efter nordtysk forbillede. Ydermere havde han den store fordel, at han kunne disponere over en lejehær, samt feltherren Johan Rantzau; en fordel rigsrådet satte stor pris på.

Forhandlingerne i rigsrådet den 4. juli i Skt. Sørens kirke trak ud, formodentligt fordi de store godsejere hellere havde set den unge hertug Hans valgt, og i hvert fald biskop Ove Bille af Århus var inderligt imod hertug Christian, da han kun grædende bifaldt det endelige valg. Hvorledes Øm abbeden Peder Sørensen og klostret forholdt sig er mere vanskeligt at se, men det er muligt at abbeden af Øm forstod at manøvrere i den besværlige politiske situation. Tre år efter reformationen omtaler Christian 3. Peder Sørensen som sin elskede abbed Peder udi Øm Kloster og gav i et brev dateret 22. januar Peder medhold i, at klostret havde været besværet af alt for mange afgifter, som nu skulle bortfalde.29 Problemer i forholdet mellem abbeden og kongen omtales sjældent i kilderne, og der var nærmere tale om et harmonisk forhold, der måske kunne skyldes, at Christian havde fået at vide, at abbed Peder havde støttet ham allerede i juli 1534. Hertug Christian var nemlig ikke selv til stede ved kongevalget i Rye og blev først den 18. august 1534 hyldet som konge af den jyske og den fynske adel, samt af borgere og bønder fra området.30 Yderligere to år gik med krig, og først i 1536 blev Christian 3. endelig konge over hele det danske rige. I selve reformationsåret er abbed Peder igen i begivenhedernes centrum, idet han er i København med sine svende og beder om af få pas til at rejse hjem til Jylland, sammen med abbeden af Voer og dennes fire mænd. Optegnelsen er udateret, men måske var Peder Sørensen i København for at deltage i den endelige hyldning af Christian 3. den 15. oktober.31 1536 var også året, hvor rigets 86 klostres katolske beboere blev stillet frit med hensyn til deres fremtidige liv. I november 1536 udsendte kongen og rigsrådet en befaling om, at de munke, der ønsker at forlade klostret, frit skulle havde ret til dette, og at de, der ville blive, skulle være deres abbed lydig. Samtidig fik de forbud mod at prædike alt menneskeligt digt og påfund, idet de kun måtte prædike det hellige evangelium og Guds ord.

Hvor mange munke der forlod Øm vides ikke, men det var formodentligt ikke mange, idet de ved indtræden i klostret havde mistet alt gods, og dermed ikke havde noget at vende tilbage til. I Odense på Skt. Knuds Kloster ville munkene ikke forlade deres kloster, og der nægtede de ydermere at aflægge deres tonsur, som de ellers var blevet påbudt.32 Kongen var på dette tidspunkt bange for at miste indtægter i landegilde (en afgift) og beordrede, at klostrene skulle betale som andre retskafne godsejere og ellers fungere som kongelige len.33 Dette påbud skabte store indtægter for kongemagten og bl.a. Mikael Venge har omtalt de efterreformatoriske herreklostre som kronens bankforbindelse, der gav råderet over store kassekreditter.34 Også Øm Kloster måtte bøde i kasse og udbetalte i perioden efter 1536 store beløb til kongemagten.35 Året efter reformationen pålægges det den 28. oktober abbed Henrik af Sorø at holde opsyn med Øm, og samtidig fik abbed Peder Sørensen ordre på ikke at lade bygninger og andet forfalde. Han skulle passe klostrets bygninger og ejendomme så godt som muligt, så længe han levede.

Før reformationen havde klostrets abbeder været valgt af kormunkene, men efter 1536 forbeholdt kongen sig ret til at udnævne abbeder, hvilket blev overholdt på Øm, og samtidig skulle de nye abbeder aflægge troskabsed til kongen. Efter abbed Henrik af Sorøs død i 1539 overtog Niels Jensen jobbet som opsynsmand med klostrene i Sorø, Esrum, Herrevad, Vitskøl og Øm, alle af cistercienserordenen.36


Ill. 5. I 1978 blev der under udgravning af klostrets vestfløj fundet over 5000 skår af rudeglas. 31 af disse er af Mogens Vedsø blevet identificeret som stammende fra en cirkulær rude med abbed Sørens våben.
Her ses et billede af skårene. Efter Kristensen, (1977) og se Vedsø, (1980), s. 39-44.
   

Den sidste grund til Øm Klosters ekspan-sion i perioden op mod reformationen var de abbeder, der styrede klostret og dets store besiddelser. Laver man en gruppe biografisk (dvs. en prosopografisk) undersøgelse af de sidste fem abbeder, der styrede klostret i perioden fra 1495 til 1560, viser der sig et tydeligt mønster.37 Abbed Søren 1. (se ill. 5) styrede i hele 24 år og blev efterfulgt af abbederne Jep og Søren 2., der tilsammen kun regerede mellem to og otte år. Efter abbed Søren 2.s død, der indtraf senest den 20. november 1527 men efter 1523, hvor Søren omtales for sidste gang, blev Peder Sørensen valgt til leder af Øm Kloster. Han må på dette tidspunkt havde været over 25 år gammel, da ingen munk sædvanligvis kunne opnå abbedvalg under denne alder.

Da Peder Sørensen ikke døde før i 1554, var han formodentligt ikke meget over de 25 år, da munkene valgte ham til deres abbed. Under alle omstændigheder var han over 52 år gammel, da han døde i 1554, og han styrede Øm i minimum 27 år. Som det ses afløstes en længe regerende abbed af to, der kun sad i begrænset tid, hvorefter tiden igen var til yngre kræfter. Der er således formodentlig tale om to generationer, idet Jep og Søren 2., havde levet i klostret under Søren 1.s styre. Derfor var de sikkert ældre mænd, der fulgte hinanden på abbedstolen, og da denne generation uddøede, måtte der nye folk til fra en yngre generation. Peder Sørensen kom fra denne yngre generation, og han viste sig at være en særdeles kyndig herre både som politiker, akademiker og som administrator, idet han ifølge Holger Fr. Rørdam virkede på lige fod med landets andre lensmænd.38 Som politiker forstod han at manøvrere i den vanskelige situation i tiden omkring 1536, som vi har set ovenfor, og som administrator af de mange ejendomme udviste Peder en stor kompetence på det juridiske område, hvilket illustreres af en sag fra 1546. Peder Sørensen havde forbudt, at der blev bygget nye huse på klostrets jorde, så da det blev kendt, at mester Jesper Brochmand, ærkedegn i Århus domkapitel, havde bygget et hus på en mark i Lystrup ved Århus, der ifølge Peder Sørensen tilhørte klostret, anlagde han sag. Både grunden, huset stod på, og jorden mellem huset og landsbyen var ejet af klostret, og da Jesper Brochmand ikke kunne bevidne sin sag, vandt Øm Kloster i sagen, der blev afgjort af Christian 3. Om det virkelig var klostrets jord eller ej er ikke helt klart, men Peder Sørensen udviste i hvert fald viden om Jyske Lovs bestemmelse i første bog kap. 48, der foreskriver, at den mand, der bosætter sig i vangen – også når byggestedet tilhører ham selv - skal skaffe sig adgang til forten (et fællesareal midt i landsbyen) og drivvej på sin egen jord eller flytte tilbage til byen igen. Dette havde Jesper Brochmand ikke sikret sig og tabte derfor sagen.39 Peder Sørensen var dog ved at være en ældre mand i 1546 og allerede før den 18. juni 1542 havde han bedt om at få lov til at trække sig tilbage pga. sygdom og anden skrøbelighed. Det fik han kongelig tilladelse til samtidig med at han fik lov til at beholde det stenhus, han havde boet i, samt haven og andet tilbehør til huset. Vi ved ikke præcist, hvilket stenhus Peder Sørensen fik lov at beholde, men det kunne være den udgravede bygning længst i syd ved klosteranlægget. (se grundplan hos Susanne Gram) Peder fik også lov til at spise ved den nye abbeds bord, og klostret skulle betale for underhold af en kapellan og en tjenestedreng. Hver måned skulle han havde to tønder øl og en gang om året 30 læs brænde. Ud over disse ydelser fik Peder fri råderet over en del af klostrets jorde.40

Der kom dog ingen ny abbed at spise sammen med, og Peder måtte fortsat tage vare på ledelsen af klostret. I juni 1552 kom Christian 3. så på besøg på Øm for at gå på jagt.41 Han modtog natteleje og må vel have set, hvor gammel og svagelig Peder var blevet. Kongen pålagde derfor den 10. august abbeden at lave et register over klostrets gods, renter og indkomster og et register over alle bønderne.42 Registret blev dog ikke til noget i første omgang, formodentlig pga. Peders skrøbelighed. Christian 3. udnævnte derfor den 31. januar 1553 Jens Simonsen til medhjælpende abbed.43 Peder Sørensen havde igen skrevet til Christian, fordi han var syg og skrøbelig og ikke kunne forestå klostrets administration, hvilket kongen måtte havde oplevet ved selvsyn fem måneder tidligere. Det pointeres i brevet, at den medhjælpende abbed Jens skal sørge for, at der stadig læses og synges i kirken efter kongens ordinants, at skolen ved klostret holdes ved lige (se afsnittet nedenfor), at den alm. klostertugt overholdes, og at der holdes god skik med de bønder og tjenere der hørte under klosteret og dets gårde. Jens fik endvidere strenge ordre på ikke at forgribe sig på kongens jagtrettigheder, der havde betydet meget for Christian 3. gennem længere tid. Han havde bl.a. i 1535 beordret abbed Peder Sørensen til at lade mester Christian Hviidt opføre en statelig jagthytte et sted på klostrets jorde.44 Kongen var igen på Øm Kloster den 8. oktober 1553, hvor han udstedte to breve og ved selvsyn kunne se, at Peder Sørensen var på gravens rand. Nu skulle registret laves,  og  Christian 3.  udvidede  opgaven  til at omfatte alt klostrets tilliggender,

dets forråd af enhver slags og dets gæld, så kongen kunne se, hvor meget Peder Sørensen havde forbedret det. Abbed Jens skulle medunderskrive registret ligesom Dr. Machabeus, der var forstander på klosterskolen i Sorø, skulle føre opsyn og også påtegne det. Særskilt skulle Peder registrere klostrets pengebeholdning og ellers nedskrive alt hvad han vidste om klostrets hemme-ligheder.45 Kongen ville dermed sikre sig, at Peders Sørensens store viden ikke gik tabt. Registret blev afsluttet torsdag næst efter fastelavn søndag 1554, (se appendiks) og Peder Sørensen var nu så svagelig, at hans underskrift blev sat med ført hånd.46 Sommeren 1554 gik, og Peder blev mere og mere syg for til sidst at gå bort. De to gamle mænd, Christian 3. og Peder Sørensen, havde på dette tidspunkt kendt hinanden i over 20 år, og det er ikke usandsynligt, at kongen besøgte Peder på dennes dødslejet eller deltog ved selve begravelsen, der foregik i klosterkirken. I hvert fald er Christian 3. i Øm den 9. august om aftenen, hvor han udsteder et forleningsbrev, og der er ikke andre omtaler af Peder Sørensen efter inventariets færdiggørelse i marts. Af Peders gravsten (se ill. 6) fremgår det, at han døde i 1554, men ikke hvornår på året.47

Klostrets virke som administrations-center for de store landområder og køb-staden Rye fortsatte på trods af refor- mationen, og forholdet mellem konge-magten og klostret var præget af en pragmatisk tilgang til de problemer, der måtte være. Der er i kilderne ikke spor af munke, der forlod klostret ved reformationen, og det lader til, at livet fortsatte sin sædvanlige gang for beboerne på Cara Insula efter 1536.

 

    


Ill. 6. Gravsten ove abbed Peder Sørensen, nu i Skt. Sørens Kirke i Gl. Rye. Oprindeligt blev stenen lagt i klosterkirken på Øm i 1554, hvilket betyder, at kirken i hvert fald delvist var i brug i 1554. Den latinske indskrift lyder "Hic tvmvlatv(m) e(st) corp(us) / d(omi)ni petri severini qvo(n) / dam hvi(us) loci abbat(is) dei / gr(ati)a vigila(nt)isimi(!) Qvi ex hoc si(cu)lo(!) migravit an(n)o do(mi)ni 1554". På dansk lyder indskriften "Her er begravet legemet af hr. Peder Sørensen, ved Guds nåde, dette steds meget årvågne abbed, som forlod denne verden i Herrens år 1554". Ifølge herredsprovsten Torn Olufsen Gammelgård, der formodentlig i 1623 skrev en indberetning om Skt. Sørens Kirke, blev de jordiske rester af Peder også flyttet fra klosterkirken til sognekirken i Rye. Foto: Øm Kloster Museum.

Klosterskolen

Takket være Peder Sørensens inventarium, der findes i denne bog som appendiks, har vi en mængde oplysninger om klostrets tilstand i 1554. Hele det store forråd og de mange genstande, der stod på klostret blev registreret rum for rum, hvilket giver et enestående og unikt indblik i dagliglivet på klostret. Blandt de mange optegnelser er også en liste over de ca. 350 bøger, der var i klostrets biblioteker (behandlet af Alice Madsen). Listen er den eneste af sin art i Danmark og er derfor en unik kilde.48 Ud fra bestanden af bøger ses det tydeligt, at Peder var interesseret i, at klostret skulle udvikle sig til center for teologiske studier, hvilket også var blevet pålagt alle danske herreklostre. I ordinansen for Københavns Universitet fra 10. juni 1539 pålægges det alle klostre udenfor byerne at sørge for skoler, der kunne uddanne protestantiske præster. Der skulle udpeges en teolog som skolemester og andre lærere, som skulle undervise i grammatik, dialektik og retorik. Disse lærekræfter kunne enten rekrutteres blandt de katolske munke, eller de kunne komme udefra.49 I slutningen af september 1541 pålægges det desuden en gruppe af herreklostre og domkapitler, heriblandt Øm Kloster, at de gratis skal holde studerende og sørge godt for deres underhold med mad, drikke, klæder og bøger.50 Peder Sørensen og Øm Kloster tog disse påbud alvorligt, og fra boglisten kan vi se, at der var store mængder protestantisk litteratur til rådighed for de unge studerede. Denne litteratur findes især i Peder Sørensens eget bibliotek, og man kunne vel i sit stille sind overveje, om han i virkeligheden havde konverteret til protestantismen, som kollegaen abbed Antonius Corvinus fra cistercienserklostret Loccum havde gjort i 1523. Peder Sørensen kendte til denne abbed, idet hans værk Postilla Corvini fandtes i biblioteket. Klosterskolen var stadig virksom i 1553, da den sidste abbed Jens Simonsen fik ordre på at holde skolen ved lige, og først ved klostrets sekularisering den 24. oktober 1560 ophører denne aktivitet på Øm Kloster.

Den 16. april 1560 opholdt Frederik 2. sig på klosteret, og inden han forlod stedet, som han nu for første gang kaldte Emsborg, skænkede han nogle af dets forskellige beboere nogle beløb, idet han dermed nedlagde skolen.51 Sognepræsten hr. Anders fik tolv daler, skolemesteren Jens Christensen fik 24 daler – til at studere for – ringedegne Oluf Poulsen fik fire daler, den gamle skolemester og nuværende orgelmester Niels Matsen fik seks daler, ni navngivne elever i skolen fik en daler, og 15 andre fik en mark hver. I alt er der tale om 28 personer, der alle var tilknytte klosterskolen. Det er dog de sidste rester af skolen, der her omtales, for den 5. maj 1560 omtales skolen på Øm Kloster som ødelagt og forstyrret, og de 24 fattige studerende overflyttes til Århus Skole sammen med midlerne til deres underhold.52

Helt frem til 1560 fungerede Øm Kloster derfor som et center for uddannelse, og på dette område gav reformationen klostret nye muligheder, som især Peder Sørensen forstod at udnytte.

Klostrets gradvise sekularisering

I perioden efter reformationen var det ikke kun de fattige studerede, klostret tog vare på. Som på mange andre klostre var der pleje af syge og svage mennesker, og de store bygninger fungerede som aftægtsbolig for forskellige grupper af personer.

For det første fungerede Øm Kloster som opsamlingssted for de gamle munke fra Voer Kloster. I marts 1551 befales abbeden i Øm at tage imod broder Niels, der formodentligt havde boet på benediktinerklostret Voer, der lå i vestenden af Mossø kun ca. to km fra Øm.53 Øm Kloster skulle give ham nødtørftig underhold for hans livstid, og Niels skulle til gengæld gøre tjeneste i kirken. Året efter kom Bent Bertilsen, den sidste benediktiner fra Voer, til Øm.54 På lignende vilkår skulle han modtage underhold på livstid, mod at gøre tjeneste i kirken, være abbeden lydig og være skikkelig i lærdom og levned.55

For det andet kunne verdslige personer få tildelt ophold i klostret efter reformationen; ofte som belønning for kongelig tjeneste. I 1543 var det således en ridder ved navn Peder Skram, som kunne tage ophold i Øm Kloster, der skulle forsørge ham,56 og i 1557 var det Vernes Hess som havde gjort tjeneste ved hoffet. Hess fik den 14. juni brev på livslang underhold på Øm Kloster. Han skulle have penge, øl og mad, samt sædvanlige hofklæder.57 Han flyttede ind i et kapel sammen med sin kone Marine Lauritzdatter, der så sent som den 14. marts 1579 fik lov at blive boende som enke og bruge den tilhørende kålgård.58 Hvor dette kapel var beliggende, og hvordan det så ud vides ikke, da det ikke er arkæologisk påvist, men det kunne tænkes at være omkring indgangen til det yderste klosterområde eventuelt ved munkekanalen ca. én km øst for klosterkomplekset. Til tider skulle disse verdslige personer være klostret behjælpelige, og det er der to eksempler på. For det første får Jost apoteker den 5. juli 1555 brev på underhold for livstid i Øm Kloster.59 Han skulle havde bolig, klæder og mad mod at lade sig bruge i abbedens og klostrets tjeneste, formodentlig på klostrets hospital (behandlet af Hans Krongaard Kristensen). For det andet har vi efterretningen om skriveren Christopher Bang, der var tilknyttet klostret før 1560.60 Klostrets næste skriver hed Jens, der samtidig med hvervet som notar drev kronens kro ved Øm Kloster. Den fik han den 10. februar 1561 lov til at beholde på livstid, mod at han skulle sørge for herberg og underhold til vejfarende til en rimelig pris.61

Den tredje og sidste gruppe af personer, der brugte klostrets bygninger, var de syge, svagelige og fremmede (se Carsten Selch Jensen). Som Hans Krongaard Kristensen har påvist, var der på Øm Kloster en stor bygning øst for østfløjen, som efter alt sandsynlighed har været anvendt som hospital. Bygningen, der er opført omkring 1500, var mindst 29.5 m lang og har kunnet huse op mod 30 personer.62

I kilderne er der altså ikke spor af en affolkning af Øm Kloster i tiden efter 1536, tværtimod. Mange mennesker havde deres daglige gang i og omkring klostret efter reformationen og også på dette punkt fortsatte livet på trods af de religiøse omvæltninger i Danmark.

Øm Klosters endeligt
 

Efter Christian 3.s død i 1559 kom der endnu mere aktivitet på Øm, hvilket også satte sig spor i det arkæologiske materiale (se ill. 7). Det var storheden før faldet! Frederik 2. var kendt for sin glæde ved jagt,63 og da det Midtjyske område var fyldt med gode jagtområder, opholdt han sig tit på Øm Kloster og tilbragte bl.a. næsten hele april 1560 på Øm64 (se ill. 8). Det gamle klosters bygninger kom desuden til at fungere som den kongelige hovedresidens i provinsen, og som det fremgår af et brev fra den 13. december 1560 blev selv kongens skattekammer flyttet til Øm, idet alle indtægter – og dem var der mange af – fra tolden i Helsingør blev leveret til kongen i Øm.65 I efteråret var Frederik 2. også i Øm, idet han den 14. oktober 1560 beordrede, at alt skulle være klar på Emsborg til Mortens aften, som han agtede at tilbringe der sammen med visse af sine undersåtter.66 To dage efter, nemlig den 16. oktober kom så en liste over, hvad kongen skulle bruge på Øm for standsmæssigt at kunne fejre den katolske helgen Morten bisp, og over hvad han skulle bruge til sit ophold om vinteren.67

    

Ill. 7. Fragment af Frederik 2.s fajancekrus med kongens våben-skjold indgraveret i tinlåget. Kruset er produceret i England, fundet i fratergårdens brønd og anvendt, da kongen brugte Øm Klosters bygninger som residens-slot i Jylland. Efter Kristensen, (1997)

Ill. 8. Øm Klosters skæbnesmand, Frederik 2., portrætteret i 1581 af Hans Knieper. Foto: Det National-historiske Museum på Frederiks-borg, Hillerød.
   


Især var kongen glad for æbler. Fra København blev leveret to læster tyske æbler, og 1. oktober 1558 gav han to daler til en dreng som kom til Emsborg med æbler og valnødder.68 Frederik 2. fejrede formodentligt jul på klostret i 1560, og omkring nytår mødte han i Øm en af tidens førende salmedigtere: Hans Thomissøn. Thomissøn, der var manden bag den første officielle og autoriserede salmebog i Danmark, havde været taler ved sørgefesten for Christian 3. og havde efterfølgende ladet sin tale trykke i Basel. Han var netop kommet hjem til Danmark og kom formodentligt til Øm for at overrække Frederik 2. den trykte tale, og var i hvert fald i Øm den 2. januar, da han fik en anbefalelsesskrivelse af kongen.69

Under kongens lange ophold på Emsborg i 1560 forflyttedes abbed Jens Simonsen, og klostret blev endeligt sekulariseret. Den 24. oktober blev abbed Jens beordret til at påtage sig hvervet som sognepræst i Rosmus på Djursland, men blev dog kompenseret for tabet af abbedværdigheden med en god præstegård og en forlening af to gårde med dertilhørende rettigheder.70 I 1579 var Jens Simonsen stadig præst i Rosmus, men han havde fået et problem, da Hans Axelssen Arnfeldt ifølge en mageskifte med kongen skulle overtage de tre gårde, Jens havde fået. Baggrunden for dette mageskifte var kongens jagtinteresser, idet han ønskede mere krongods i Koldinghus len, hvor Hans  Axelssen   ejede  Viufgård,   og  derfor   var

kongen nødt til at bytte med gods andre steder som for eksempel på Djursland.71 Jørgen Rosenkrantz, lensmand på Kalø, blev derfor den 11. maj pålagt at finde en passende kompensation og en ny præstegård til Jens.72 Den 6. juni 1579 faldt tingene på plads, og Jens Simonsen overtog Lyngby sogn med en ny præstegård i stedet for Rosmus, som blev overtaget af den gamle Lyngbypræst Rasmus Olsen Ålborg, der også fik Albøge sogn. Den gamle abbed Jens sad dog ikke længe som præst i Lyngby, idet han i et brev fra 27. september omtales som værende død. Ifølge Rørdam nåede han end ikke at flytte fra præstegården i Rosmus, idet han skulle være død der i 1579.73

 
 
   

Øm Klosters videre skæbne efter sekulariseringen meddeles i en kort-fattet skrivelse af 6. oktober 1561 til lensmanden Holger Rosenkrantz. Han skulle, da kongen ønskede at bygge og befæste Skanderborg Slot, lade Emsborg kirke med søvnhus og andre unyttige huse nedrive og anvende sten, tømmer og andet derfra til bygningerne på Skanderborg slotsbanke.74 Af disse bygninger, opført af materiale fra klostret i Emsborg er slotskirken stadig bevaret (se ill. 9).75 Udbygningsplanen for Skanderborg Slot var blevet undfanget nogle år før, idet munkenes gamle teglovne var virksomme i 1559.

   

Ill. 9. Slotskirken i Skanderborg set fra nord, bygget af genbrugsmaterialer fra Øm Kloster. Foto: Skanderborg Museum.

Abbed Jens Simonsen fik den 16. januar besked på at brænde så mange mursten og tagsten som muligt.76 Bygge-materialerne skulle blive på Emsborg, indtil abbeden fik nærmere besked, så det er nærliggende at tro, at opførslen af det yngste Skanderborg slot på dette tidspunkt var besluttet.
Nedrivningen af klosterbygningerne gik dog ikke i gang med det samme, for den 30. december 1561 kunne kongen stadig opholde sig på Emsborg.77 Det var en langvarig proces, og ikke kun kongen brugte de gode byggematerialer. Den 12. april 1565 fik Holger Rosenkrantz således lov til at nedbryde den stald,

   

Ill. 10. Stuehus fra den udflyttede gård Dalgaard ved Emborg, med formodet kloster-tømmer. Foto: Øm Kloster Museum 1921.

hvor kongens heste stod, og det dertil hørende stenhus som kongens svende havde brugt.78 Kirkeværgen Claus Glambeck fik desuden den 30. december 1580 lov til at hente sten til kirken i Grædstrup,79 og omegnens bønder brugte  tillige materialerne i deres bygninger (se ill.10). I 1566 var den store ladegårde væk, idet hr. Jens præst i Vissing den 30. december skulle have tiende og andre rettigheder af de fire gårde, der nu stod på ladegårdens plads i Emborg.80 Ladegården er i øvrigt endnu ikke arkæologiske påvist. Disse fire gårde blev med brev af 2. oktober 1571 fæstet bort og den 26. februar 1573 omtales de to første fæstebønder i Emborg: Jens Jensen og Rasmus Hansen.81 Landsbyen Emborg med mindst fire gårde og dertilhørende funktioner var dermed opstået på ruinerne af det gamle cistercienserkloster.

Ikke kun bygningsmaterialerne blev overført til Skanderborg, også klostrets arkiv kom dertil, hvor det stadig befandt sig den 14. december 1606.82 Jens Mogensen og Jens Bielcke var nemlig den 9. november 1606 blevet beordret til at lave en registratur over de breve, som var på slottet, og de fandt adskillige gamle pergamentsbreve fra Øm, som de dog mente var værdiløse og derfor ikke registrerede.83 De gamle middelalderlige breve var ikke længere brugbare og blev derfor kasseret!

Sammenfatning

Som det fremgår af dette kapitel, var Øm Kloster i perioden op mod reformationen inde i en ekspansionsperiode. Nok ophørte tilgangen af jordejendomme og munke i 1536, men klostrets beboere blev ikke lagt for had, og abbederne fortsatte deres administration af de 242 ejendomme frem til 1560. På dette punkt adskiller Øm Kloster sig formodentligt ikke væsentligt fra andre herreklostre, idet flere udvidede bygningsmassen og fortsatte efter reformationen som administrations- og uddannelsescentre. Bl.a. virkede den katolske prior Christen Poulsen ved Skt. Knuds Kloster i Odense som lensmand, og han havde også, som abbed Peder Sørensen, et godt forhold til den protestantiske kongemagt. Klosterskolen gav de tilbageværende munke en fornuftig funktion, og de muligheder, der lå i den store bygningsmasse, blev dygtigt udnyttet af abbed Peder Sørensen og klostrets sidste abbed Jens Simonsen. Da den sidste munk endelig flyttede fra klostret, kom Emsborg i 1560 og 1561 til at spille en hovedrolle i den kongelige administration som Frederik 2.s hovedresidens i provinsen.

Som det fremgår i dette kapitel om Øm Kloster på reformationstiden, var der ikke tale om voldsomme omvæltninger i 1536, idet klostrets virke fortsatte længe efter. Er dette tilfældet hos flertallet af de danske herreklostre, er det måske på tide, at deres historie i denne periode undersøges til bunds, for på den måde at opnå en større forståelse for Danmark i 1500-tallet. Hermed er der taget hul på udforskningen af en del af Danmarks historie i slutningen af middelalderen, som ikke tidligere har været berørt, og som forhåbentlig kan kaste nyt lys over denne vigtige periode i vores fælles historie.

 

 

Noter:

  1. Herreklostre var de klostre der fik deres indtægter hovedsageligt fra landbrug og som oftest var placeret udenfor bymæssig bebyggelse modsat tiggermunkeklostrene.
  2. De 86 klostre (Olsen, (1996), s. 8) der var i funktion ved middelalderens slutning er stort set ikke omtalt i de mange større værker om reformationen i Danmark og med få undtagelser har forskerne fokuseret på periodens politiske, økonomiske, teologiske og sociale historie. En af undtagelser er Poul Colding (1939), der så nødvendigheden af at undersøge klostrenes rolle på Christian 3.s og Frederiks 2.s tid. Yderligere kortfattede oplysninger om alle de klostre der i middelalderen eksisterede i Danmark se Garner, (1968).
  3. Olsen, (1996), s. 23.
  4. Mest udførligt i Holger Fr. Rørdams artikel (1881-1882) i Kirkehistoriske Samlinger, s. 94-111 og i Fr. Kerffs lille artikel (1918) i Århus stifts årbøger, s, 96-101. Herudover er klostrets jordtilliggende i 1500-tallet behandlet af Poul Rasmussen (1955, 1957a og 1957b).
  5. Krongaard Kristensen, (1997), s. 51.
  6. Gram, (1998).
  7. Olsen, (1979), s. 8.
  8. Nyberg, (2000), s. 189.
  9. Rasmussen, (1955), s. 32 og 33.
  10. Rasmussen, (1955), s. 12.
  11. Rep., 2. rk., VII, nr. 2282, s. 192. Diverse kilder til Øm Klosters historie er udgivet i forskellige værker, som der henvises til i dette kapitel, og i museets arkiv findes disse desuden i kopi.
  12. Nymark, (1980), s. 125.
  13. Nymark, (1980), s. 126. Begge sværd er udstillet på Øm Kloster Museum.
  14. Originalerne findes i Nationalmuseet og kopier kan se på Øm Kloster Museum
  15. Mus. nr. ØKM.II.24601. Udstillet på Øm Kloster Museum.
  16. Mus. nr. M2.BD.360. Udstillet på Øm Kloster Museum
  17. DD/DRB. 3, III nr. 226.
  18. ÆA., bind I, s. 252.
  19. ÆA., bind I, s. 253.
  20. Se i øvrigt Lene Mollerups artikel i nærværende bind for yderligere oplysninger om genstande i grave og adelige gravsteder.
  21. Se Barner, (1874).
  22. DM. I, VI s. 267-269.
  23. Rep., 2. rk. Bind V nr. 9382, s. 373.
  24. ÆA., bind I, s. 252.
  25. Colding, (1939), s. 104.
  26. DK 1992, s. 3717.
  27. Lindhard, (1985), s. 10.
  28. Lindhard, (1985), s. 13.
  29. DKR., 1881-1882, s. 79.
  30. Lindhard, (1985), s. 16.
  31. DM. III, V, s. 323-324.
  32. Nyberg, (1982), s. 436.
  33. DKL., I, nr. 4, s. 8-9.
  34. Nyberg, (1982), s. 436.
  35. Kerff, (1918), s. 7. Kongen låner bl.a. 22. november 1552 500 daler af Øm Kloster til at fejre jul for.
  36. DM., IV, IV, s. 323-324.
  37. For en kort beskrivelse af den prosopografiske metode se Gregersen, (2001), s. 52-53
  38. Rørdam, (1881-1882), s. 96
  39. ÆA., bind I, s. 267
  40. DKR., 1881-1882, s. 233
  41. KB., 1551-1555, (1885-1968), s. 159-160
  42. KB., 1551-1555, (1885-1968), s. 178
  43. KB., 1551-1555, (1885-1968), s. 214
  44. DM., III, V, s. 33
  45. KB., 1551-1555, (1885-1968), s. 290-291
  46. Suhm, (1794), s. 302-335
  47. At abbed Peder Sørensen skulle havde haft en datter som anført hos Rasmussen, (1955), s. 17, note 4, må anses for usandsynligt, da Rasmussens argumentation kun bygger på at en kvinde i forbindelse med klostrets gods omtales med efternavnet Pedersdatter. Peder var et af 1500-tallets mest almindelige mandsnavne, hvorfor mange pigebørn fik efternavnet Pedersdatter.
  48. McGuire, (1976), s. 128.
  49. McGuire, (1976), s. 132.
  50. DKL., I, nr. 72, s. 187.
  51. Rørdam, (1881-1882), s. 101.
  52. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 398.
  53. KB., 1551-1555, (1885-1968), s. 17.
  54. Rørdam, (1881-1882), s..96.
  55. KB., 1551-1555, (1885-1968), s. 164.
  56. DM., IV, I, s. 4.
  57. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 100.
  58. KB., 1576-1579, (1885-1968), s. 591.
  59. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 31.
  60. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 388.
  61. KB., 1561-1565, (1885-1968), s. 14.
  62. Kristensen, (1999), s. 278.
  63. Colding, (1939), s. 103.
  64. Se bl.a. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 383 til s. 393.
  65. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 470.
  66. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 457.
  67. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 458-459.
  68. Balle & Bolwig (1999), s. 247.
  69. Malling, (1972), s. 298.
  70. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 461.
  71. Rørdam, (1881-1882), s. 104.
  72. Rørdam, (1881-1882), s. 104.
  73. Rørdam, (1881-1882), s. 105.
  74. KB., 1561-1565, (1885-1968), s. 77.
  75. Jørgensen, (1972), s. 16.
  76. KB., 1556-1560, (1885-1968), s. 242.
  77. DM., II, s. 78.
  78. KB., 1561-1565, (1885-1968), s. 588.
  79. KB., 1580-1583, (1885-1968), s. 197.
  80. KB., 1566-1570, (1885-1968), s. 119.
  81. KB., 1571-1575, (1885-1968), s. 74 og 231-32.
  82. ÆA., bind I, s. 276.
  83. KB., 1603-1608, (1885-1968), s. 491.
FORKORTELSER OG LITTERATUR >>
 

 

Information | Arrangementer | Faste udstillinger | Særudstillinger
Forskning | Brochurer | Links | Besøgssteder | English