Øm Kloster Museum
Munkevej 8, Emborg
8680 Ry
Tlf. 8689 8194
E-mail: klm@ecomuseum.dk


FORSKNING | ARTIKLER | LITTERATUR



De ældste træsko

Af Bo Gregersen

Træsko har gennem århundreder, fra middelalderens slutning til det 20 århundrede, været et af de vigtigste stykker fodtøj danskeren har kendt. Derfor kan det undre, at der aldrig har været gjort forsøg på at undersøge de ældste vidnesbyrd om træsko i Danmark. At træsko var vidt udbredt og fandtes alle vegne, er følgende citat vidnesbyrd om:

"Halehoi! Her kommer jeg! Se, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver dag på landevejen!" Og brødrene vendte sig om igen for at se hvad det' var. "Klods!" sagde de, "det er jo en gammel træsko, som overstykket er gået af! Skal Kongedatteren også ha' den!" "Det skal hun!" sagde Klods-Hans; og brødrene lo...."

Sådan skrev H.C. Andersen i den berømte historie om de tre brødre, hvoraf de to var så hovne og belæste, at de ikke kunne få kongedatteren til at le. Havde Klods-Hans virkelig eksisteret, havde den ødelagte træsko, han fandt, formodentligt været produceret i Det midtjyske område, hvor H. C. Andersen havde været på besøg. Han kunne bestemt lide området, for som han senere skrev:

"Nær åen Himmelbjerget står, det står så fast som Norges Dovre! I mosen storken kulsort går, der er så smukt og godt derovre!"

Området omkring Ry og Silkeborg var før den industrielle revolution præget af store skove, der skabte grundlaget for en omfattende træskoproduktion. Store mængder træsko blev ført ud af området, og det er blevet anslået, at der blev produceret ca. 600.000 par træsko i det gamle Skanderborg Amt omkring 1843. Første gang vi hører om træsko i Danmarks-historien, er dog ca. 360 år tidligere, nemlig i 1400-tallet. Gennem de næste 400 år var danskernes foretrukne fodtøj lavet af træ. Træsko er praktiske, fordi de holder fødderne tørre og varme med en halmtvist i bunden selv om vinteren i både frost og tø. Før træskoene blev udbredt i slutningen af 1400-tallet og i 1500-tallet, var det foretrukne fodtøj lavet af læder, et materiale der også i dag præger vores sko.

Hvad er en træsko?

I perioden før den protestantiske reformation i 1536, var det mest almindelige fodtøj i Danmark lavet af læder. Læder har den fordel, at det er nemt at arbejde med og nemt at sy i, og derfor blev der lavet sko og støvler af dette materiale.

Til gengæld er læderet følsomt overfor vand og slid. Der opstod derfor formodentlig i 1300-tallet et ønske om at benytte træ til fodtøj. I 1300-tallet brugte man træ som ekstra bund i fodtøj, som blev spændt på fødderne med remme, som det ses på et kalkmaleri fra Udbynedre i Gjerlev herred Århus Stift. På denne måde kunne især de mest velhavende beskytte deres fornemme og kostbare lædersko. Disse træ-sandaler, som der egentlig er tale om, findes på en mængde især nederlandske malerier og altertavler fra 1300- og 1400-tallet. En træsko er dog defineret ved ikke kun at være en træsandal, idet der også skal være træ over fødderne i skoen, sådan at den er produceret udelukkende af træ.

   


Bevarede træsko

På de danske museer findes en del træsko, men som med så mange andre dagligdags genstande er de ofte udaterede og uden oplysninger om oprindelse. Træskoene kommer til museerne dels som gaver, og dels som en del af det indsamlende arbejde de kulturhistoriske lokal-museer foretager for at bevare den danske kulturarv. Herudover kunne man tænke sig, at der fremkommer genstande eller fragmenter af gen-stande med relation til træskoproduktion ved arkæo-logiske udgravninger. Desværre er den post-middelalderlige arkæologiske kulturarv blevet sted-moderligt behandlet i Danmark, og arkæologer smider ofte det materiale, der er yngre end ca. 1550, væk. Især i perioden fra 1550 til 1650 er der få skriftlige kilder, og derfor er det ekstra vigtigt at bevarer det arkæologiske materiale fra denne periode. Hvor mange hele og fragmenterede træsko eller hele træsko-værksteder er mon gravet bort i løbet af de sidste 100 år?


  


Første gang vi har underretninger om træsko i Danmark er i 1400-tallet. Det 15. århundrede var i Danmark, som i resten af Europa, en tid med højkonjunktur. Økonomierne blomst-rede, og de store katastrofer med pest og misvækst i 1300-tallet var for længst glemt. Både i byerne og på landet, hvor 90% af danskerne boede, kunne befolkningerne glæde sig over stigende levestandard, og især de danske købstæder fik gavn afden stigende handel. I de skovrige egne i det midtjyske Søhøjland kunne cisterciensermunkene i Øm opnå at få

Almindelig udateret træsko på Gl.Rye Mølle-
og Træskomuseum
. Foto: Bendt Nielsen

 
   

ophøjet Rye til en købstad med dertilhørende privilegier.  Købstædernes vækst ses både i de forholdsvis mange bevarede senmiddelalderlige bygninger som f.eks. Skt. Sørens kirke i Rye, boderne i Næstved og i de store gotiske købstadskirker som f.eks. Vor Frue kirke i Odense. Samtidig blev størsteparten af de danske sognekirker ombygget og i mange tilfælde udsmykket med kalkmalerier. Hundredvis af de små romanske kirker fra 1100- og 1200-tallet blev ombygget, fik større areal, tårne i vest og bemalede hvælv. På hvælvingerne blev ofte malet scener fra biblen, men også motiver hentet fra den almindelige befolknings hverdag. Disse senmiddelalderlige kalkmalerier er blandt de ældste og bedste kilder til træskoens kulturhistorie i Danmark.


En anden vigtig kilde er de billedskærearbejder, der i slutningen af middelalderen blev udbredt i Danmark. Import af altertavler og andre træarbejder fra Nederlandene og de nordtyske Hansestæder bragte nye impulser til Danmark, og fra disse områder kom de første træsko til Danmark. Især Ribe havde gode forbindelser til det nederlandske område, så det er ikke tilfældigt, at det netop er i Ribe, træsko optræder på en præsts segl. Også i det sydfynske øhav var der en livlig trafik til Nordtyskland.

Ribepræsten Peter Jensens segl fra 1520. Foto: Gl.Rye Mølle og Træskomuseum

I den ældste skriftlige kilde, der omtaler træsko fra 1481, omtales fodtøjet som fynboe træsko. Allerede i 1496 blev der tilbudt træsko til salg i Odense. Det fremgår af de vedtægter Kong Hans den 17. marts gav borgmesteren, byrådet og købmændene i trefoldighedsgildet i Odense. I artikel 29 i vedtægterne står der, at de der vil sælge tømmer, lerkar, træsko, salt og ølkar, skal gøre det på torvet ved navn Flakhave. Igen er Fyn i centrum, da historikeren Cornelius Hamsfort i 1580 indstifter et legat, hvori han omtaler, at renterne af legatet skulle gå til indkøb af træsko til fattige elever i Odense Skole. Der har dog formodentlig ikke været den helt store tidsmæssige forskel på, hvornår landbefolkningen fik øjnene op for træskoens praktiske anvendelse, da der hurtigt optræder træsko andre steder som f.eks. på kalkmalerier i Århus Domkirke og på kvaderen fra Haraldsted på Sjælland fra omkring 1500.

Sammenholdt med de mange billeder af træsko netop i fynske kirker, er det altså ikke utænkeligt, at træskoen først kom til øen midt i Danmark og herfra spredte sig til resten af landet. Især ikke når det erindres, at der langs de danske kyster var en livlig handel og trafik.

Kalkmalerierne


Udbredelseskort over træsko på kalkmalerier


Djævel med fodtøj af
træ fra Udbynedre Kirke
i Gjerlev herred Århus Stift. Foto: www.kalkmalerier.dk
 

   

En af de mest værdifulde kilder til træskoens tidligste historie er altså de mange hundrede kalkmalerier, der findes spredt over hele Danmark. I disse sen-middelalderlige billeder skildres dagliglivet for den danske befolkning på en yderst jordnær og realistisk måde. De er af nogle blevet kaldt bondens billeder, og i disse billeder ses flere steder repræsentationer af træsko. Enten er de fremstillet uden tilknytning til personer - i par eller enkeltstående - ellers er de malet som fodtøj på ikke særlig flatterende væsner som for eksempel djævle eller svin. Ikke alle steder er træskoene synlige i dag, men er derimod kalket over. Det er især på Fyn, der findes billeder af træsko. Dette hænger sammen med et særligt malerværksted, der rejste rundt og udsmykkede de fynske kirker i perioden fra ca. 1470 til ca. 1500. Værkstedet er uhyre vigtigt, idet dets billeder af træsko er de første vidnesbyrd om træsko i det danske rige.

I alt er der foreløbigt identificeret 19 kirker, der forbindes med dette værksted, der havde en forkærlighed for at male træsko. Man har derfor kaldt maleren for træskomaleren.

Henrik Jansen, der har skrevet mest udførligt om træskomaleren, identificerede kirkerne, hvor dette værksted arbejdede, men han indrømmede, at der formodentlig er flere, og han har ganske ret. For det første kommer der nye identifikationer til, fordi nye kalkmalerier jævnligt dukker op under restaureringer af kirker, og dermed kan nye billeder af træsko findes, og for det andet fordi enkelte kirkers udsmykning stadig diskuteres. Udforskningen af træskomalerens arbejde går tilbage til 1876, da man i Gudme kirke på Fyn afdækkede nogle pudsige motiver på de senmiddelalderlige hvælv. Henry Petersen fra Nationalmuseet foretog den bygningsarkæologiske undersøgelse, og året efter lod man Jakob Kornerup restaurere kalkmalerierne, der ved hjælp af en indskrift lod sig datere til 1488. Blandt motiverne på hvælvene var en træsko, og dermed var betegnelsen træskomaleren oplagt.
 

 

Træsko på kalkmaleri fra Skt. Hans kirke i Stege. Denne udsmykning er formodentligt også lavet af den fynske træskomaler. Foto: www.kalkmalerier.dk

Betegnelsen må ikke tages for bogstaveligt, forstået på den måde, at én maler alene malede udsmykningerne i disse kirker. Man må formodentlig nærmere tale om et omrejsende værksted, der bestod af flere personer: mester, svende og lærlinge. Deres mest yndede motiver var foruden træsko, rosetter, masker, stiliserede bispestave, buketter af blomster med eller uden vaser og indvielseskors. Naturligvis er det et problem at tilskrive disse malerier til det samme værksted, når man ved, at de senmiddelalderlige malere gjorde brug af skabeloner og fælles forlæg, men værkerne der tilskrives træskomaleren, har dog alligevel et vist enhedspræg og nogle fælles karakteristika, der er svære at komme uden om. Jansen fandt kun en kirke uden for øen Fyn, der er udsmykket af værkstedet, nemlig Skrøbelev på Langeland, altså stadig i det fynske område. Men derudover findes der faktisk i Stege Skt. Hans kirke på Møn en udsmykning, hvor både rosetter, masker og to træsko indgår. Træskoene er stillet mod hinanden under en roset meget lig dem i Viby og Bjerreby på Fyn. Træskoene er ydermere identiske med de ligeledes overfor hinanden stillede træsko i Vindinge og Vissenbjerg, hvilket taler for en tilskrivning af kalkmalerierne i Stege til træskomaleren. Vi må derfor tilskrive 20 kirkeudsmykninger, til kredsen omkring træskomaleren. I sammenhæng med træskomaleren bør også omtales kirkerne i Gislev og Hørve. Begge har kalkmalerier fra slutningen af 1400-tallet, hvori der indgår træk, der kunne henføres til træskomaleren. Henrik Jansen skriver, at et citat fra Jeremias begrædelser findes på væggen i Ryslinge kirke og samme citat genfindes i Gislev. I Hørve, der kun ligger 5 km. fra Gislev, er afbilledet en djævel med træsko på, der driver menneskene ned i helvedes gab, men om det også er træskomaleren, der står bag udsmykningen af disse kirker, er langtfra sikkert.
 

Djævelens træsko

Træskoens kulturhistorie i Danmark har en lidet flatterende begyndelse, hvis man ser på kalkmalerierne. Enten ses træskoene i par eller som enkelt sko uden sammenhæng med motiver, ellers sidder de på fødderne af djævle og fabeldyr eller i forbindelse med hvad der kaldes droleri. Ingen almindelige mennesker, som senmiddelalderens kalkmalerier ellers er rig på, ses med træsko på.

Lad os begynde med en beskrivelse af de underlige motiver, der kaldes drolerierne. I Århus Domkirke ses et besynderligt hankønsvæsen med tranehals og hellebard. Han har træsko på den ene fod og et træben. Formodentligt skal han karikere de mange landsknægte eller lejesoldater, der i tiden op mod reformationen i 1536 hærgede Europa. I Nibe kirke er det en gris, som står på bagben med træsko på samtidig med, at den holder en armbrøst, så måske er dette også et billede på, hvorledes man i samtiden opfattede landsknægtene. Næsten samme motiv findes i Vesterø Gl. Kirke på Læsø, hvor der i øvrigt også er en anden karikeret landsknægt, der ridder med bar røv.
 

Et lignende karikeret motiv findes i Roskilde Domkirke, hvor en ung mand er fremstillet med krone på hovedet, krukke i hånden og træsko på fødderne. Han er fremstillet sammen med andre fromme fornemme mænd og er måske et billede på forfængeligheden og samtidig ses en tydelig modsætning mellem hans fornemme beklædning og de usle træsko. I to tilfælde er det de bødler, der omtales i forbindelse med Jesu lidelseshistorie, der har træsko på. I Gislev på Fyn har en af bødlerne, der sætter tornekronen på hovedet af Jesus, træsko på, og i den efter reformatoriske udsmykning af Sulsted Kirke i Nordjylland, er det i en piskning træskoene indgår. Jesus står her bundet til en pæl omgivet af tre bødler med hver sin form for pisk; en svøbe, en rem og et ris. Den ene af bødlerne har demonstrativt store træsko på med flot svungne snuder. I Sulsted var det Just Høg der bestilte billederne, og det var maleren Hans fra Randers, der udførte dem i 1548, som det ses af en indskrift. De sidste to motiver i gruppen af drolerier er

   


Kalkmalerier i Gislev kirke på Fyn.
Foto: www.kalkmalerier.dk

   

djævle med træsko. I Høve kirke på Sjælland ses en djævel med en lang høtyv, hale og vinger, der driver de fortabte sjæle ned i helvedes gab, og i Udbynedre kirke i Jylland er det en handicappet djævel, der er afbilledet på kirkens væg.

Det ser altså ud til, at træsko i 1500-tallet var forbundet med noget negativt, med samfundets udskud, djævle og bødler, og kun fodtøj for fattigfolk, som det ses af Hamsforts legat til de fattige i Odense.
 


Gris med træsko i Læsø, Versterø
kirke. Foto: Mia Bøgebjerg

   

Hvis vi vender os mod de fritstående træsko, der ikke har sammenhæng med andre motiver, og som ikke er indrammet, er billedet et andet. Disse træsko lader sig ikke så let fortolke, hvilket har fået en kunsthistoriker til at foreslå, at træskomaleren måtte være psykotisk; måske skizofren. For nylig er en anden tolkning blevet foreslået af Axel Bolvig. I årtierne omkring 1500, da træskomalernes værksted var aktivt, var der i Nordtyskland adskillige bondeoprør, der kulminerede i 1520'erne. Disse bønder samledes under symbolet "Bundschuh", der var det mest almindelige fodtøj i Nordtyskland i slutningen af middelalderen. Sko blev malet på oprørernes bannere og kom dermed til at stå som symbol på deres opstand mod samfundets magthavere; kirken og aristokratiet. På samme tid malede træskomalerne sko på væggene i de fynske kirker; træsko der var symbolet på samfundets dårligst stillede, de fattigste og på oprør mod samfundets

   

top. Ser vi her et begyndende oprør blandt almindelige danskere mod kirken og aristokratiet i form af den overfornemme konge i Roskilde og mod den etablerede katolske kirke? Under alle omstændigheder blev den pavelige kirke skiftet ud ca. 40 år senere i 1536, efter den blodige borgerkrig vi kender som Grevens Fejde.



En djævel med træsko driver de fortabte sjæle i helveds gab i Hørve på Sjælland. Foto: www.kalkmalerier.dk

 



Piskningen af Jesus fra Sulsted kirke. På teksten under træskoene står: pilatus lod hustruge jhesum ock antvordet øderne hanum ath korsfestisz. Marci XV
Foto: Bo Gregersen

Træskomageri - en tidlig industri

Efter reformationen er der ikke mange kilder til træskoens kulturhistorie, men de må være blevet mere og mere udbredt i slutningen af 1500-tallet og i 1600-tallet, for da den polske adelsmand Johannes Chrysostoms Passek kom til Danmark i 1658, blev han overrasket over hvor mange træsko, der var i landet. Han bemærkede, at folket bar sko af træ og skrev:

"Folket er velskabt og kvinderne skønne, skønt alt for blonde. De klæder sig smagfuldt, men bære, ikke blot på landet, men også i byerne, sko af træ, hvormed de gør sig så stor larm, at man næppe kan høre en anden tale".

Brugen af træsko må derfor havde været noget nyt for ham, så måske var træsko på dette tidspunkt et dansk, hollandsk og nordtysk fænomen. Få år efter finder vi en af de første omtaler af en træskomand i de danske kilder. I Skellerup, Gern Herred, boede nemlig i 1665 en træskomand, der omtales i et skifte. Før denne tid har træskoene måske være lavet som husflid på gårdene, men det kan også tænkes, at der har været træskomænd, der som så mange andre almindelige mennesker ikke omtales i de få kilder fra denne periode.
 

Det er svært at bedømme omfanget af træskoproduktionen i 1500-tallet, men ud fra toldregnskaber fra 1600-årene fra diverse købstæder er det muligt at få et lille indblik i omfanget af handlen. I de ældste toldregnskaber fra Randers kan det ses, at der i 1687 blev indført 340 læs træsko og året efter kun 100 læs. Disse sko stammer formodentlig fra det midtjyske område. hvor de er blevet produceret og herefter fragtet op ad Gudenåen på pramme. Et læs indeholder 16 snese, men der var forskel på, hvad en snes træsko var. Var det mandstræsko var en snes 15 par. kvindetræsko 20 par, drengetræsko 25 par og børnetræsko 30 par.

   
 

Skovby herreds segl fra 1584. Tegning: Gl.Rye Mølle- og Træskomuseum

Selve produktionen af træsko ændrede sig formodentligt ikke meget over de mange hundrede år, så de metoder der blev brugt i slutningen af 1700-tallet, og som vi kender til, blev sikkert også brugt i 1500- og 1600-tallet.

Når en træsko skulle produceres, måtte man først finde den bedst egnede træsort. Træet man brugte var for det meste bøgetræ, men især på Fyn anvendtes også elletræ. Desuden har også ahorn, pil og ask været anvendt, men aldrig i større mængder. Træskoene blev tilvirket af det grønne træ. der var forholdsvist let at arbejde med. modsat det tørre træ, der var hårdt. Bøgetræerne skulle gerne have en vis størrelse for at kunne bruges i træskofremstillingen, idet der gerne skulle være plads til fire træsko inden for en stammes diameter. Kunne man finde træstammer, der kunne rumme det dobbelte antal træsko, kunne disse med fordel også anvendes. Træets grene og top blev ikke anvendt til produktionen, men kunne i stedet bruges til dyrefoder og brændsel. Handelen med træ til træskoproduktionen foregik på skovauktioner hvert forår og efterår. For de selvstændige træskomænd krævede auktionerne en del kapital både til indkøb af træet og til transport af de store bøgekævler. Visse mindre bemidlede træskomænd, der boede tæt på Gudenåen, var dog snarrådige, idet de brugte vandvejen til transport i stedet for at leje vogne hos gårdmændene. Da de store træstammer var besværlige at håndtere, udviklede man særlige vogne, hvor hjulene på den ene side kunne afmonteres, hvorefter man kunne trille de store stammer op på vognen og tippe hjulene på plads til sidst. Havde man ikke råd til råmaterialerne arbejdede træskomanden "til halvs", hvilket vil sige, at skovejeren fik halvdelen af de færdige træsko som betaling for råmaterialerne.

Når bøgestammerne var taget hjem til huggehuset, skulle de saves i "ruller" eller "triller" på længde med en træsko. Til denne del af arbejdet måtte træskomanden havde hjælp, da han ikke selv kunne håndtere den store sav. Rullerne blev derefter flækket, så de svarede til en træsko i størrelsen, og så kunne det egentlige arbejde med træklodsen, der skulle blive en træsko, begynde. Den foreløbige grovhugning skete med en såkaldt "skotøkse", der havde et skævt skæfte, hvorefter man bruge alm. Økser til den finere tilhugning for til sidst at bruge blokøksen til den sidste finpudsning. Dette arbejde foregik udendørs ved en huggeblok eller "huggeknot", som træskomændene kaldte den. Når træskoens udvendige form var færdig, flyttede træskomanden indendørs i huggehuset.

Nu skulle træskomanden i gang ved hulestolen. Den var en bøgestamme på fire ben med to udhuggede huller, hvor træskoene blev placeret. Så begyndte det store arbejde med at udhule træskoene med skebor, der af træskomændene kaldtes "navere". Til indvendig afpudsning anvendtes vinkeljern og pladejern. Denne indvendige udhulning afgjorde om træskoen var god at have på eller ej, og ofte gik rygterne om dårlige træskomænd, hvis træsko var hårde for fødderne. Den udvendige afpudsning kaldes "tælgning" og foregik gerne om aftenen, fordi der ikke krævedes så meget lys til denne del af arbejdet. Til formålet brugte man tælgehesten, der ofte blev taget med ind i stuen, fordi arbejdet ikke svinede specielt meget. Selve tælgehesten bestod af en svær planke på tre ben, der i den ene ende havde et sæde til træskomanden og i den anden en anordning, så man med fødderne og benene kunne klemme træskoene fast. Her forgik så den endelige afpudsning af skoen med forskellige båndknive og til sidst blev åbningen finpudset.

Efter selve forarbejdningen skulle træskoene ryges. Dette kunne foregå på flere forskellige måder, men når træskomanden havde en særlig røgovn, kunne landsbyens beboere tillige få røget deres kød, flæsk og pølser. Det var under rygningen, at træskoene tørrende og fik den karakteristiske rødbrune farve. Når træskoene var klar til salg, blev de bundet sammen i "reb", hvor der i hvert reb var ti par træsko i varierende størrelser.

Sammenfatning

Som det ses var produktionen af træsko en omstændelig proces, men det færdige resultat var særdeles praktisk, fordi fødderne blev løftet op over alt skidt, som flød på gader, stræder og i staldene. Bondebefolkningens fødder blev holdt varme og træskoen var langt mere slidstærk end læderfodtøj. Hertil kom at træsko var og er nemme at hoppe i, hvilket gør, at også havefolket i nutiden elsker træsko. I dag er træsko dog mere lavet af læder og plastik end træ, men navnet er bevaret, hvilket vidner om vores forfædres hårde fodtøj, og det håndværk der lå bag produktionen af disse sko.

Fra kun at være fodtøj for fattigfolk og i det hele taget forbundet med noget negativt som djævle og bødler, blev træskoene i løbet af 1500-tallet til hvermandseje. Måske først som oprørssymbol, men siden som landbefolkningens kæreste fodtøj.

 


Bo Gregersen er museumsinspektør og har været tilknyttet Træskomuseet i Gl.Rye


Litteratur:

  1. Bolvig, Axel: Quantitative image analysis: the painter of wooden shoes. History and Images Towards a New Iconology. Bd. Phillip Lindby. Brepols, Belgien, 2003, s. 229-46.
  2. Dalsgaard Larsen, Kjeld. "Træskomageri i Midtjylland." Århus Stifts Årbøger, 79. bind, 1995-1996. s. 7-29.
  3. Jansen, Henrik. Træskomaleren - Et fynsk kalkmaleriværksted i 1400-tallet. Skrifter fra Svendborg og Omegns Museum. Bind 30, 1991.
  4. Nielsen, Harald: Træskomageri i Rye Sogn. 1955.
 

 

Information | Arrangementer | Faste udstillinger | Særudstillinger
Forskning | Brochurer | Links | Besøgssteder | English