Ferskvandsmuseet
Siimtoften 18, 8680 Ry
Tlf. 8689 0199

E-mail: fmr@ferskvandsmuseet.dk

 LUK VINDUE

Udskrevet den


Bådsamlingen

Ferskvandsmuseet har igennem en årrække modtaget både fra private med henblik på senere udstilling - dels lokale både fra søerne omkring Ry; dels både, der har været anvendt på fersk vand.
Mennesket har gennem tiderne brugt søer og åer som spisekammer og transportvej. Bådene fortæller deres egen historie om de forskellige former for fiskeri og sejlads. Den rekreative anvendelse af søerne afspejler sig i robåde fra f.eks. Ry Roklub og i sejlkajakken.

De jordfundne både søges dateret ved dendrokronologi.

Knobskibe

Ferskvandsmuseet har en repræsentativ samling af knobskibe. Knobskib er den jyske betegnelse for en båd lavet af en hel stamme - eller med andre ord: en stammebåd. Knobskibe har været i brug helt op i 1800-tallet i Det midtjyske Søhøjland.

Den antikvarisk interesserede Rasmus Henrik Kruse så disse arkaiske (allerede på den tid ellers gammeldags) både og har efterladt sig en beskrivelse, der er nedskrevet i 1834. Hans manuskript, der i dag befinder sig i Nationalmuseets arkiv, hedder "Nørre Jyllands mærkværdigheder".
Han fortælles således: "Her inde i denne Skovegn findes en og anden Mærkelighed; lige indtil nu har der paa Søerne været brugt de saakaldte Knobskibe, der er udhulede Træstammer, og roes med en liden Aare; begge dele har en del tilfælles med de vilde Indianeres Canoer eller Knobskibe. Af mangel paa Træstammer af behørig Tykkelse ere disse Baade nu afskaffede i denne Egn, hvor de have vedligeholdt dem i mange Aarhundrede, paa en nær, som næsten er ubrugelig, og hvoraf jeg tog en Tegning".

FMR 100 Knobskib fra Ry Marina
Det drejer sig om et næsten intakt knobskib fremstillet af en udhulet egestamme. Båden er af eg i modsætning til de senere både, der bliver bygget af bøg. Den har sandsynligvis været anvendt til transport og fiskeri på Birksø.
Båden har en plump facon med lige høje sider og korte spidse stævne. Den er ca. 260 cm lang og 70 cm bred. Et ca. 12 cm tykt, fast skot deler båden i to rum. I det bageste rum har roeren opholdt sig. I det forreste rum kan våde net og grej opbevares. Bådebyggeren har anbragt et hul i bunden - formentlig for at kunne vurdere godstykkelsen under arbejdet med båden. Hullet må have været forsynet med en prop, da bådens ringe bæreevne næppe tillod at bruge det forreste rum som dam (transport af levende fisk).

Den dendrokronologiske undersøgelse har vist, at træet var mere end 175 år gammelt, da det bliver fældet. Den sidste af de bevarede årringe vokser i 1588. Ingen af de karakteriske ydre årringe (kaldes også for splintved) er bevaret. Det er således ikke muligt at vurdere, hvor mange årringe der er fjernet ved udhugningen af knobskibet. For at udnytte stammen optimalt er der sikkert blevet hugget mindst muligt at træet væk. Derfor er det rimeligt at angive året 1611 - plus/minus 10 år - som fældnings- og udhugningstidspunktet. Den stammer således fra tiden umiddelbart efter middelalderens slutning.
Ved udvidelsen af Ry Marina i 1978 bliver knobskibet fundet i Birksø. Det er siden overdraget til Ferskvandsmuseet af Ry kommune.
 
Kopi af FMR 100
I 2000 udhugger eksperimentalarkæolog Esben Kannegård med skarøkse og andre håndredskaber en kopi på pladsen foran Ferskvandsmuseet. Båden bliver midlertidigt vist i Ferskvandsmuseets udstillingsbygning og skal senere indgå i en udstilling i Dørup Hestestald ved Mossø.


FMR 101 Rest af et knobskib fra Sdr. Ege
Denne båd blev fundet i 1927 under gravearbejde på odden Sdr. Ege, der ligger ud til Knudsø. Den er ikke så velbevaret som FMR 100, knobskib fra Ry Marina. Den minder i facon og størrelse meget om dette.
Knobskibet fra Sdr. Ege er endnu ikke dateret. Det ses i udstillingsbygningen.
 
FMR 112 Udspændt stammebåd fra Romersk Jernalder
Denne båd er bygget af en enkel egestamme, som oprindeligt har været ca. 5 m lang. Ved udhulingen til få centimeters godstykkelse efterlades blokke af træ på indersiden. Disse blokke bliver efter færdiggørelsen af udhugningen gennemboret og betegnes som klamper. Udhulingen er sket ved, at bådebyggeren har fulgt årringenes forløb og igennem en smal slids langs med stammen. Stævnene forbliver ret massive.

Fra etnografiske eksempler vides, at siderne af en sådan hul stamme med hjælp af et bål kan tvinges fra hinanden, mens træet stadig er frisk. Den runde stamme bliver derved til en åben, netop bådformet skal. For at stabilisere denne form er det nødvendigt at udstive (udspænde) med spanter. Spanterne befæstes ved de nævnte klamper.
Lignende klamper kender man fra Hjortespringfundet (ca. 350-300 f. Kr.) og fra skibene fra Nydam Mose (3. og 4. århundrede e. Kr.). Klamperne ses - som et gammeldags træk - også i nogle af de tidlige vikingeskibe.
Ferskvandsmuseets eksemplar af en udspændt stammebåd har vist sig at stamme fra Romersk Jernalder. En kulstof-14 analyse daterede egetræet til at have vokset på et tidspunkt mellem 150 og 430 e. Kr. Vi må derfor forudsætte, at datidens mennesker har haft kendskab til den beskrevne metode til at bygge både. Metoden danner et mellemled i udviklingen af fremstillingsmetoder mellem stammebåd og vikingeskib.
I dag er alene bevaret 360 cm af det elegante fartøj; og den øvre afslutning af bådens vægge er smuldret bort. Med støtte fra Århus Amts Museumsråd har dette kostbare fund kunne konserveres. Den kan ses på Ferskvandsmuseets magasin, indtil den kan finde en blivende plads i et nyt museum.
Oplysningerne om bådens fundsted er desværre ret mangelfuld. Den skulle være fundet i Mossø af en lærer fra Bjedstrup skole. Derefter har den været på Gl. Rye Skole, før den kommer til Gl. Rye Mølle og Træskomuseum. Ferskvandsmuseet får i 1999 overdraget båden fra Gl. Rye Mølle og Træskomuseum.


Kulstof-14 datering
Arkæologerne kan aldersbestemme deres fund på flere forskellige måder. Det afhænger ofte af fundomstændighederne, hvilke metoder der bliver anvendt. Ofte er det udfra genstandens form eller valg af råmateriale muligt at se, hvor gammel genstanden er. Afgørende er også, i hvilke lag genstandene findes og om de ligger lagmæssigt over eller under genstande med kendt alder.
Findes der træ eller ben bevaret kan vi dog få en mere nøjagtig datering ved hjælp af kulstof-14 metoden.
Kulstof-14 produceres i atmosfæren og bliver optaget i alle levende planter gennem udnyttelsen af kuldioxid. Dyr og mennesker optager derefter kulstof-14 ved at spise planter eller andre dyr. Ved døden stopper indtagelsen og da kulstof-14 er radioaktiv starter en nedbrydning straks. Efter 5.730 år er indholdet af kulstof-14 halveret. Ved at analysere en prøve for mængden af kulstof 14 er det altså muligt at "tælle" de år, der er gået, siden dyret eller træet døde. Det betyder, at er kun halvdelen tilbage, døde dyret eller træet ved Tragtbægerkulturens begyndelse for 5.730 år siden.
 
Dendrokronologi
Hvis vi har træ bevaret, kan vi anvende en anden metode end kulstof 14-metoden til at tidsfæste genstanden.
Alle træer producerer en ny ring af træ hvert år. År for år adskiller disse ringe sig indbyrdes på grund af forskelle i nedbør og solmængde, men vil være identiske med andre træer fra samme tidsperiode. Det betyder, at vi i et tværsnit af træet kan læse årringene og tælle tilbage i tiden – denne metode kaldes for dendrokronologi.
Fældes et træ, kendes alderen på den yderste ring. Ved at sammenligne med et ældre stykke tømmer, kan vi matche årringene og på den måde tælle tilbage i tiden. Trægenstande fra arkæologiske undersøgelser sammenlignes da med træstykker med kendt alder, og på denne måde kan vi indplacere de nye fund og finde deres alder. Dette er allerede sket for flere af Ferskvandsmuseets både.