Johannes V. Jensen: Danmarkssangen -
Hvor smiler fager den danske kyst (1925)

  1. Hvor smiler fager den danske kyst
    og breder favnen, når solklar bølge
    og sommerskyer og skib med lyst
    står sundet ind i hinandens følge,
    og Kronborg luder
    ved Sjællands port
    mod hvide skuder -
    hvor lyst! hvor stort!
       

  2. Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
    Men bølgen brød med en røst derude
    som vindens rislen i Danmarks korn -
    da vendte mangen på ny sin skude.
    Den grønne ager
    på Sjællands bryst!
    hvor smiler fager
    den danske kyst!
       

  3. Den danske mark i en bølgen går
    som åndedræt af en venlig kvinde.
    Sødt gynger byggen sit silkehår,
    og rugen ånder med sol i sinde,
    og vinden iler
    til hvedens bryst.
    Hvor fager smiler
    den danske kyst.
     

  4. Der driver høduft med krydret vind.
    Igennem engen en å sig slynger.
    Og lærken ringer skærsommer ind,
    mens vilde blomster ved grøften gynger.
    Gravhøje kroner
    det grønne land.
    Hvor skønt fortoner
    sig sø og strand!
       

  5. Alvorlig taler ved alfarvej
    med grønsvær tækket de gamles grave.
    Henfarne slægter - forglem dem ej!
    i arv de gav dig en ædel gave.
    Henfarne slægter
    i landets marv
    sig ej fornægter.
    Bevar din arv!
        

  6. Hvad hånden former er åndens spor.
    Med flint har oldbonden tømret, kriget.
    Hver spån, du finder i Danmarks jord.,
    er sjæl af dem, der har bygget riget.
    Vil selv du fatte
    dit væsens rod,
    skøn på de skatte,
    de efterlod!
       

  7. Men du, der søgte mod fremmed strand,
    de gamle lig, som mod søen stunded,
    hver gang du genser det gamle land,
    skal sande, her blev dit hjerte bundet.
    Thi dybe minder
    og gammel agt
    og milde kvinder -
    hvor har de magt!

LUK VINDUE