Kulturmiljøer
|
Vikingetid, 775-1050
|
| I vikingetiden var en stærk kongemagt under udvikling. Landbruget var i vækst, med store velfungerende landsbyer, men det var også en
brydningstid, hvor handel og ekspansion kulminerede, samtidig med at Danmark politisk og kulturelt blev en del af europæisk middelalder. |
| Vikingetiden ses på en række punkter at fortsætte tendenser fra germansk jernalder – bl.a. i bebyggelsen, hvor det tre-skibede langhus
er i brug til 1000-1100. Denne hustype afløses derpå af det én-skibede langhus med buede langvægge. De mange funktioner, der før var samlet
under ét tag, flyttes ud i selvstændige bygninger. Landsbyen "vandrer" endnu i vikingetiden rundt indenfor det samme ressourceområde. |
Dronning Toves sten
Den store runesten i Sdr. Vissing Kirke vidner om, at kongeslægten fra Jelling havde interesser i Midtjylland. På stenen står:
»Tove, Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre disse kumler efter sin moder«.
Harald den Gode er bedre kendt under tilnavnet Blåtand. Alene på grund af Dronning Toves sten har man kendskab til, at Harald Blåtand
havde en kone, der hed Tove – datter af Mistivoj. I 974 hærgede Harald Blåtand sammen med slaverfyrsten Mistivoj Holsten og brændte
Hamborg for at bekæmpe deres fælles fjende, den tyske kejser Otto 2.
|
|
 |
|
| Også i gravskikken ses der en kontinuitet fra germansk jernalder. Man benytter sig stadig af simple brandgrave – eventuelt omgivet af
en stensætning. Karakteristisk er, at den døde normalt ikke får gravgaver med. Hvis det er tilfældet, drejer det sig eventuelt om en kniv
eller noget tilsvarende småt. Senere i perioden fremkommer rige begravelser, hvor betragtelige værdier blev brugt og stillet til skue. Samtidig
kendes der en mængde ryttergrave – grave, hvor den døde mand er gravlagt med et rytter- og våbenudstyr. Fund fra vikingetiden adskiller
sig fra germansk jernalder bl.a. ved, at det primære metal nu er sølvet, der kom til landet fra de islamiske provinser i Centralasien. |
| Benediktiner munken Ansgar (801-865) var en af de første kristne missionærer i Danmark, hvortil han kom i 826. Ansgar grundlagde de
første kristne menigheder i norden. Det var dog først ca. 100 år efter Ansgars død, at kong Harald Blåtand lod sig døbe og officielt erklærede
Danmark for kristent. Centrum for kongeriget var Jelling, og på Jellingstenen skrev Harald Blåtand ca. 965, at han samlede al Danmarks land
og gjorde danerne kristne. Det er tænkeligt, at de første klostre i Danmark blev grundlagt forholdsvis kort tid efter på kongelig befaling.
Op igennem vikingetiden tilkæmpede kongerne sig vide magtbeføjelser. På overgangen mellem vikingetid og middelalder skete en svækkelse af
kongens magt, hvilket indledtes med danske stormænds drab på Knud den Hellige i 1086. I den følgende periode kunne kongen kun regere i overensstemmelse
med stormændenes og kirkens interesser.
Kongemagtens interesser i Søhøjlandet skal måske ses i sammenhæng med forekomsten af store mængder træ, som var en vigtig ressource ved
byggeri af borge, broer og skibe. Men skoven udgjorde også et ressourceområde for bønderne, som bl.a. hentede træ i skovene og udnyttede
græsningen og træernes olden som føde for svin. Rydning af skovene gav også nyt landbrugsland. Kongemagten forsøgte derfor at bemægtige
sig retten til jord, som ingen andre ejede. Knud den Hellige udtalte på tinge i ca. 1080, at bønderne skulle lade kongen råde over egne
besiddelser, og han tilføjede: »Det ved alle her i Danmark, hvad der er kongens ejendom og hvad der er bøndernes ejendom, at kongen nemlig
ejer al ødemark her i landet.«
Ordet "torp" – udflytterbebyggelse – indgår som et af de almindeligste efterled i danske landsbynavne og i landsbyer i Sydengland. Som forled
indeholder disse landsbynavne også ofte personnavne, der gennem runeindskrifter vides at være typiske for vikingetiden. Derfor har det været
en almindelig opfattelse, at landsbyer med endelsen -rup, -drup og -strup – eksempelvis Illerup, Svejstrup, Bjedstrup, Bryrup, Brædstrup,
Dørup, Tebstrup, Brørup, Båstrup m.fl. – er rydningslandsbyer fra vikingetiden. Den indre bebyggelsesekspansion kom imidlertid nok først
i århundrederne efter vikingetiden i forbindelse med omlægning af landbrug fra kvæg- til kornavl, hvilket medførte behov for mere agerjord
og dermed omfattende skovrydninger.
Magtkampen om retten til skovene kommer bl.a. til udtryk i Jydske Lov, stadfæstet af Valdemar Sejr i 1241, men baseret på ældre retsregler:
»Skovejerens ejendomsret går så langt som grenene hænger ud og rødderne rinder, med mindre det er almindingsskov, for der ejer kongen jorden
og bønderne skoven.«
|
Foto: Vest for Himmelbjerget
|
|
Adam af Bremen beretter om Jylland, 1075: »Landet der er ufrugtbart og virker, bortset fra områderne nær floden,
nærmest som en ødemark, et saltland og en vældig ørken. Nok er hver en del af Germanien dækket af skrækkelige skove, men Jylland
er dog langt den mest grufulde landsdel, og man undgår gerne området: tillands på grund af mangel på
|
| korn, tilvands på grund af faren for sørøvere. Jylland er næsten ikke opdyrket nogetsteds og næsten ikke egnet
til menneskelig beboelse.« |
|
|
|
