Erhvervsmanden C. Fischer købte i 1849 et stykke jord ved Gudenåen, hvor han byggede en trikotagefabrik, som stod færdig i 1851.
Her blev efterfølgende fremstillet klæde og garn. De første ansatte var tekstilarbejdere fra Nordtyskland. De havde fulgt håndværker- traditionen
og var taget ”på valsen” og endte på den måde i Vestbirks nye klædefabrik.Nogle år senere udvidede Fischer med strømpestrikkeri, og havde
seksten arbejdere ansat tolv mænd og fire kvinder. Mange var folk fra egnen, som på den måde stiftede bekendtskab med industriarbejde.
Trækkraften til strikkemaskiner og væve blev leveret af møllehjul i Gudenåen. Dermed var fabrikken en del af den første industrielle bølge
i Danmark, hvor virksomhederne var helt afhængige af vandkraften
Fischer havde stort held med sin fabrik, og i de følgende år udvidede han produktionen og havde i 1872 42 ansatte.
For at skaffe husly til folkene byggede Fischer både arbejderboliger lige ved fabrikken og indrettede værelser i fabriksbygningerne. I 1870
boede 30 personer i værelserne, mens mange af de øvrige ansatte boede i arbejderboligerne. Tre af boligerne eksisterer – dog ombygget.
Ud over tekstilfabrikken drev Fischer helt i tidens ånd et landbrug med seks ansatte. Landbruget skulle stabilisere økonomien, så virksomheden
ikke blev fuldstændig afhængig af konjunkturerne på trikotagevarer. Desuden kunne landbruget give et tilskud til bespisningen af de ansatte.
I 1888 solgte Fischer sit livsværk, som da havde omtrent 80 ansatte. Fabrikken blev drevet som selvstændig virksomhed frem til Første Verdenskrig,
da den indgik i en fusion med fire andre jyske trikotagefabrikker.
Efter fusionen specialiserede Vestbirk-fabrikken sig i fabrikation af undertøj.
En januardag i 1920 endte historien om Vestbirk-egnens første industrianlæg. Hele fabriksbygningen nedbrændte, mens en del øvrige bygninger
blev reddet.
|
Strejke
Vestbirk Fabrik var hjemsted for en langvarig strejke fra 1903-1904. Konflikten drejede sig om arbejdernes ret til at melde sig ind i
Dansk Tekstilarbejderforbund. Fabrikkens ejer, V. Andersen, nægtede at tegne overenskomst med fagforeningen.
Strejker på landet var dengang ikke hverdagskost, og en strejke på et helt år var endnu mere usædvanlig. Strejken var dog nyttesløs, og
arbejderne måtte bøje sig. Der blev i stedet tegnet overenskomst med Kristeligt dansk Fællesforbund og Andersen opkrævede endda kontingentet
til fagforeningen.
Først i 1916 blev der oprettet en selvstændig afdeling af Tekstilarbejderforbundet i Vestbirk.
Efter Allan Leth Frandsen
|
