Sidste istid – Weichsel
Under sidste istid var østjylland dækket af is frem til Den Midtjydske Højderyg. Smeltevandet fandt afløb gennem det isfrie landskab
mod vest.
Klimaet blev varmere for omkring 15.000 år siden. Dermed begyndte isen også at smelte, og grænsen for indlandsisen forrykkedes nordpå.
Dengang var Skandinavien dog meget forskelligt fra i dag. Hvor Nordsøen er i dag var der landfast op til en linie fra det nordlige England.
De danske øer var landfaste med hverandre og dæmmede op for østersøen, der var en kæmpe, fersk issø kaldet Baltiske Issø.
Perioden for 16.000-11.000 år siden var den afsluttende istidsfase. Begyndelsen markeres ved isens tilbagesmeltning fra Den Midtjydske
Højderyg, og dens afslutning sættes til det tidspunkt, da isen smelter bort fra det mellemste Sverige, hvilket medførte en enorm aftapning
af Issøen.
Under isens afsmeltning stod isranden i en periode relativt stille ved et forløb der strakte sig tværs over Ejer Baunehøj, Mossø og Knudsø
og videre nordpå til Limfjordsområdet ved Fur og Mors – C4-linien. I denne periode blev de øst-vest-gående dale forbundet af en smeltevandsflod,
der løb foran og langs med isranden i retning fra syd mod nord. Smeltevandsstrømme eroderede en bred, fladbundet smeltevandsdal foran isranden.
Smeltevandet fandt afløb til havet gennem den vestlige del af Limfjorden.
Efter denne periode fortsatte israndens tilbagerykning. Nordjylland blev efterhånden isfrit, og smeltevandet fra bl.a. Det Midtjydske
Søhøjland fandt et kortere afløb til Randers Fjord. Hastigheden i smeltevandets strøm steg som følge af den kortere vej til havet, og vandet
eroderede nye render i bunden af smeltevandsdalen dannet under C4-stadiet. Ved udgravningen af de nye flodløb på et lavere niveau, opstod
de for Gudenå-dalen så karakteristiske terrasser. Dette fænomen kan tydeligt ses mellem f.eks. Voervadsbro og Klosterkær samt i Ry-området.
Senere kom et nyt fremstød til Den østjydske Israndslinie, der i Søhøjlandet går fra Ejer Baunehøj-massivet, syd og vest om Skanderborg
Sø og i nordlig retning over Fruering og sydvest om Gram Stilling – D-linien. Ved dette fremstød blev der opskudt materiale foran isranden
f.eks. ved Hylke, hvor der blev efterladt en randmoræne af sand, Hylkemorænen, samt en lille hedeslette – bl.a. dele af den nuværende golfbane.
Under afsmeltningen blev den yderste zone af gletscherne efterladt som klumper af »dødis«. Afsmeltningen af dødisen har medvirket til
skabelsen af erosionsdale i morænemassiverne fra de højtliggende områder mod de store dale. I dødisen kunne der opstå issøer, hvor der bundfældedes
ler og sand, som efter afsmeltningens ophør blev efterladt som bakker i landskabet. Eller mægtige isklumper i lavlandet blev dækket med
f.eks. smeltevandsaflejringer, som efter afsmeltningen har efterladt dødishuller, som flere steder i dag fremstår som søer.
Smeltevandets og nedbørens erosion har furet skrænterne mod de store dale og massiver af vandmættet jord er skredet ned mod lavere partier.
Søhøjlandets dalsider er karakteristiske ved varierede og stejle relieffer, hvor erosionskløfter ofte har isoleret højtliggende partier,
der fremstår som fremskudte »falske« bakker – lokalt benævnt »koller«.
|
