| Landskabet i økomuseets interesseområde har en kompleks dannelseshistorie. Hovedtrækkene i det meget afvekslende landskab skyldes aflejring
og modellering i flere istider i kombination med jordskorpeforskydninger i undergrunden. Under og efter sidste istid er overfladen formet
af is og smeltevand. Søhøjlandets søer afvandes mod nord af Gudenåen til Randers Fjord. Søernes topografiske opland afgrænses af højtliggende
plateauer af morænemateriale. Overgangen mellem moræneplateauerne og dalsystemerne fremstår som høje bakkesider, der er furet af erosionskløfter
– dannet af nedbør og smeltevand fra dødisklumper, der lå tilbage på moræneplateauerne.
Danmark ligger i et bassin under stadig indsynkning. Præcise nivellementer fra 1891 og 1958 viser, at indsynkningen er størst i dalene
og mindst i højlandet. I den nævnte periode er dalbunden sunket op mod 6 mm mere om året end højlandet.
Dele af dalsystemerne er allerede dannet i tertiærtiden, der varede for 65-2,5 mio. år siden. Dengang blev hovedtendensen i landskabstrækkene
fastlagt.
Undergrunden er opbygget af en flere kilometer-tyk lagserie, der hviler på grundfjeldets gnejs og granit. Størst betydning for landskabets
nuværende udseende har de øverste lag, som består af aflejringer fra tertiærtiden.
Dengang var Nordsøen større end i dag, og der eksisterede et Skandinavisk landområde, hvorfra floder løb ud i den daværende Nordsø. Det
Midtjydske Søhøjland lå i et område, hvor store floder udmundede i Nordsøen og skabte deltadannelser og flodsletter.
Kystlinien bevægede sig sydvest over, når pålejringen var større end bassinnets indsynkning (regression) og mod nordøst, når det modsatte
var tilfældet (transgression). Efterhånden har kystlinien bevæget sig vestpå, men bevægelser i jordskorpen har også haft betydning for kystlinien.
De sidste 2,5 mio. år af jordens historie kaldes kvartærtiden, hvortil også nutiden regnes. Indtil for ca. 11.000 år siden var kvartærtiden
karakteriseret af skiftende istider og mellemistider, hvoraf der i Søhøjlandet er fundet spor af de sidste.
|
Jordskorpebevægelserne antages at have skabt dybe sprækker i deltadannelserne. Gletschere har høvlet i jordoverfladen og skubbet og
flyttet materialer foran isranden. Under afsmeltningerne er sten, grus og sand – som var indeholdt i gletschere og transporteret over store
afstande – aflejret som morænemateriale ovenpå de ældre aflejringer.
Søhøjlandet gennemskæres af 3 markante, dybe øst-vest gående dale. Den nordligste rummer Lyngbygårds Å, den midterste bl.a. Juulsø, Knudsø
og Ravnsø, og den sydligste rummer bl.a. Salten Langsø og Mossø. Disse dale forklares i dag som sprækker, der er opstået ved forskydningerne
dybt i undergrunden. Efterfølgende er spækkerne delvist opfyldt af materiale, som er skyllet ned fra dalsiderne eller aflejret i forbindelse
med vandstrømmes fortsatte materialetransport gennem dalene. |
